Regionshospitalet Silkeborg åbner ny smerteklinik
Klinikken har ingen senge - behandlingsforløbet foregår ambulant.
Smerteklinikken behandler patienter, hvis smerter er blevet kroniske og har varet mindst seks måneder længere end forventet. Klinikken modtager patienter fra hele Region Midtjylland.
Klinikken har ingen senge - behandlingsforløbet foregår ambulant.
Kroniske smertepatienters situation er ofte meget kompliceret - fysisk, psykisk og socialt. Det imødekommer Smerteklinikken ved at have tilknyttet både læger, sygeplejersker, fysioterapeut, socialrådgiver, psykolog og lægesekretær. Behandlingsforløbet tilrettelægges individuelt og strækker sig typisk over tre-seks måneder.
Smerteklinikken satser på at få et tæt samarbejde med patientens praktiserende læge. Meget vigtigt er det også at få familien og de pårørende inddraget - for smerten har det med også at "flytte ind" hos netværket, fortæller HE Midt.
Målet for behandlingen i Smerteklinikken er, at patienten oplever smertelindring og forbedrer sin livskvalitet. Det handler blandt andet om, at patienten lærer at mestre et liv med smerte og at forebygge social deroute. Smertefrihed er derimod ofte et urealistisk mål for behandlingen.
For at skabe ekstra opmærksomhed om Smerteklinikken og smertepatienters vilkår er der i forbindelse med indvielsen torsdag også fernisering på Martin Bubandts fotoudstilling "Smertens Ansigt" til hospitalets forhal.