Årstiderne tegner demensplejehjem i Aarhus
Det vindende arkitektteam er fundet til opførelsen af det 140 millioner dyre center.
Plejehjemmet, som vil koste 140 mio. kr. at opføre, omfatter 10.500 kvadratmeter nybyggeri og består af 125 plejeboliger med tilhørende servicearealer for primært demensramte og hjerneskadede, samt et videnscenter med fokus på demens.
Årstiderne Arkitekters forslag viser et klart og visionært koncept, hvori demens-boligerne er placeret i en krans omkring et samlende, fælles uderum, der tilbyder de demensramte et bredt spekter af aktiviteter og forskellige miljøer i trygge omgivelser, samt en stor grad af selvbestemmelse. Boligerne fungerer som skærm mod omgivelserne, og landskabet i gårdrummet er bearbejdet, så en rigdom af oplevelser tilbydes de demensramte, der kan færdes på egen hånd, og vælge fællesskab og tilbagetrækning til og fra, alt efter behov.
Forslaget falder fint i tråd med Århus Kommunes ønsker om at sikre de bedst mulige vilkår for den voksende gruppe af demensramte, og om at styrke faglighed og viden om demens. DemensCentret rummer, udover boligerne, et videnscenter, der skal udgøre et knudepunkt for opsamling og formidling af viden om demens og hjerneskadede, og der vil derfor være en del eksterne brugere, både fagpersonale og pårørende, der vil have deres gang i centret.
Antallet af ældre demensramte i Danmark er hastigt voksende, der god brug for viden på området. Flere kommuner er i gang med handleplaner indenfor demens, og i Århus udvikles centret af rådgivergruppen med Årstiderne Arkitekter i spidsen sammen med Demens Centrum Aarhus, i en brugerinddragelsesproces baseret på tematiserede workshops. Århus Kommune ønsker i centret at markere sig ved at skabe optimale rammer for demente, samt have muligheden for at implementere nyeste viden i centrets tilbud.
8 teams var indbudt til at give bud på opgaven. Arbejdet igangsættes hurtigst muligt, og skal stå klart i februar 2019. Byggeriet udføres efter standarderne for bygningsklasse 2020.