Sygeplejersker flytter ind hos familien
Det Sundhedsfaglige Børneteam giver hjælp i hjemmet til familier med et døende barn.
Undersøgelser viser, at næsten alle forældre til et terminalt sygt barn foretrækker at passe deres døende barn i hjemmet i den sidste tid – så vidt det er muligt, foræller Det Sundhedsfaglige Børneteam, som står til rådighed for forældre, der ønsker, at den sidste tid med deres barn skal foregå i hjemmet. Et team af sygeplejersker ”flytter ind” hos familien og yder i tæt samarbejde med kontaktlægen på sygehuset, behandling og pleje til barnet, således at familien kan fokusere på at være sammen som familie i den svære tid.
”Nogle familier er slet ikke klar over, at de har mulighed for at få det her tilbud. De kan fortælle om deres ønske til hospitalet, og så kan regionen afgøre, hvorvidt der kan laves en samarbejdsaftale," siger direktør Camilla Bach Sørensen.
Det Sundhedsfaglige Børneteam har også fokus på at hjælpe familierne til selv at varetage noget af plejen i den udstrækning, det er muligt. Det giver familien en oplevelse af nærhed under forløbet, forklarer Camilla Bach Sørensen.
”Det er vigtigt, at teamets tilstedeværelse giver familien ro og tryghed. Med faglært personale er der altid de rette kompetencer til stede," siger hun.