23948sdkhjf

”Nyt knæ” er ikke altid løsningen

Smerter i bevægeapparatet kan i mange tilfælde afhjælpes med den rette træning og anden ikke-operativ behandling, viser studie.
Fysioterapiforskere fra Syddansk Universitet, ortopædkirurgien på Aalborg Universitetshospital og smerteforskere fra Aalborg Universitet har sammen målt effekten af et nyt knæled i forhold til ikke-kirurgiske behandlinger. Studiet er det første af sin slags på verdensplan.

I forsøget trak forskerene lod blandt 100 patienter, som var indstillet til knæoperation. Enten fik de indopereret et nyt knæled efterfulgt af ikke-operativ behandling i form af træning i 12 uger, patientuddannelse, indlægssåler, smertestillende medicin og vægttab, eller også fik de den ikke-operative behandling alene.

Studiet viste, at gruppen der fik et nyt knæled fik en større reduktion i smerte og forbedring i funktionsniveau og livskvalitet, end gruppen der ikke fik et nyt knæled, men til gengæld oplevede de patienter der fik et nyt knæled flere uønskede hændelser.

"Størstedelen af de opererede patienter fik det som forventet bedre efter operationen, men mere overraskende er effekten uden operation. Ét år efter var tre ud af fire patienter i gruppen der skulle forsøge at klare sig uden operation fortsat ikke blevet opereret, fordi smerterne i knæet var forsvundet, eller at patienten havde lært at leve med knæproblemerne. Det bliver meget spændende at følge disse patienter i årene fremover," fortæller postdoc Søren Thorgaard Skou, der er førsteforfatter til den nye undersøgelse.

Han understreger, at forskernes formål ikke er at være fortalere for enten kirurgi eller ikke-kirurgi. For nogle kan en operation være nødvendig, mens andre bør starte med fysioterapeutisk behandling og eventuel irritationsdæmpende medicin.

"Behandling for den enkelte patient skal altid tilrettelægges individuelt, og derfor er det vigtigt, at vi bliver i stand til at træffe det rigtige valg sammen med patienterne. Det gør vi kun ved at ved at kende den reelle årsag til smerterne. Det er noget af det, vi skal blive klogere på i fremtiden," siger han.

Det videnskabelige tidsskrift New England Journal of Medicine bringer resultaterne af danskernes undersøgelse.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.515