Plejehjem får faste læger
Ordningen med fasttilknyttede plejehjemslæger bliver nu udbredt til hele landet.
"Flere kommuner har opnået rigtig gode resultater med at knytte faste læger til plejehjem. Det har eksempelvis betydet, at færre beboere er blevet unødigt indlagt på sygehusene, og at samarbejdet mellem læger og plejepersonalet er blevet bedre flere steder. Derfor er det også positivt, at ordningen nu henover en årrække kan udbredes til hele Danmark", siger sundheds- og ældreminister Sophie Løhde.
De fasttilknyttede plejehjemslæger skal også være med til at forbedre medicinhåndteringen på plejecentrene. Det skal konkret ske ved, at kommunerne i en indkøringsperiode kan honorere lægerne for at give personalet generel rådgivning om medicinhåndtering.