Regionerne lover forbedringer på tolkeområdet
Teletolkning skal forbedre niveauet af tolkning i sundhedssektoren. 92 procent oplever mangelfuld tolkning.
Det går ud over patienterne, fordi upræcis tolkning kan føre til misforståelser i kommunikationen mellem læge og patient.
Det vil regionerne nu ændre på ved hjælp af teletolkning.
"Det, som vi gør nu, er, at vi i regionerne laver et fælles udbud, som, vi forventer, bliver sendt ud i 2016," siger Ulla Astman, som er formand for regionernes sundhedsudvalg.
Et fælles udbud fra regionerne vil ifølge Ulla Astman betyde, at det bliver lettere at kvalitetskontrollere tolkene og deres niveau, da man i regionerne får fælles retningslinjer indenfor området.
"I det fælles udbud vil vi lægge vægt på at få en bedre kvalitet, men også at få en hurtig og god tolkning med teletolkning."
Teletolkning betyder, at tolken ikke fysisk behøver at møde op til konsultationen mellem lægen og patienten, men kan være med via video eller telefon.
"Det sparer transporttid, men gør også, at tolke med meget specifikke sprogkundskaber bliver mere tilgængelige," siger formanden.
Teletolkning er med succes blevet testet i Region Syddanmark i en periode, og derfor bliver Region Syddanmark også tovholder på projektet.
Problemet med kvaliteten af tolkning er ikke nyt, men ifølge Ulla Astman er der flere udfordringer i forhold til at lave forbedringer indenfor områder, som skal være fælles for regionerne.
"Det er jo en større proces, når fem regioner skal sætte sig sammen og blive enige om en måde at gøre tingene på. Det er ikke så enkelt, som det måske lyder."
Sundheds- og ældreminister, Sophie Løhde (V), mener, at teletolkning kan være med til at øge niveauet, og at regionerne bør tage teknologien til sig.
"Videobaserede tolkninger gør det blandt andet muligt at rekvirere dygtige tolke, som man har gode erfaringer med, selvom tolkene befinder sig langt fra sygehuset," siger ministeren i en mail til Ritzau
Hos Lægeforeningen, som er lægernes faglige organisation, kender man alt for godt til de udfordringer, som dårligt tolkearbejde kan medføre, og man er åben overfor brugen af teletolkning, men ser også potentielle udfordringer ved teknologien.
"Det lyder som en oplagt teknologi at anvende, hvis det kan fungere," siger Andreas Rudkjøbing, direktør for Lægeforeningen.
"Men helt generelt for det telemedicinske område, så har det været svært at bringe den samme patienttilfredshed og kvalitet ind i løsningerne. Formentligt af den årsag, at fysisk tilstedeværelse og kropssprog er en vigtig del af konsultationerne," siger han.
Rapporten fra Translatørforeningen siger, at 92 procent af tolkebrugerne i den offentlige sektor oplever mangelfuld tolkning.
/ritzau/
Kilde: /ritzau/