Rebild har samlet 80 procent af medicindata
Rebild Kommune er blandt de første til at indføre Det Fælles Medicinkort.
Så effektivt, at kommunen allerede har hentet mere end 80 procent af de medicindata, der med tiden skal samles i ét sted. Dermed er Rebild Kommune foran landsgennemsnittet.
Ifølge distriktsleder i Center Pleje og Omsorg, Hanne Engelbrecht Bjerring Eriksen, skyldes kommunens hurtige implementering et godt og tæt samarbejde mellem Fællescenter It- og Digitalisering, leverandørerne, Center Pleje og Omsorg og de praktiserende læger.
"Vi er lykkedes med at prioritere opgaven i en ellers travl hverdag, simpelthen fordi vores medarbejdere finder det vigtigt, at vi sikrer vores ældre en så optimal behandling som overhovedet muligt – så hurtigt som muligt."
Ifølge IT-projektleder, Heidi Jacobi, skyldes succesen forskellige ting. For eksempel at man allerede i december 2014 havde kørt det IT-tekniske i stilling.
"Derudover har alle, på tværs af faggrupper knoklet som besatte for at blive færdige til deadline."
Mere sikker patientbehandling
Forventningen til Det Fælles Medicinkort er, at det vil minimere fejl, når alt personale på tværs af faggrupper arbejder med oplysninger fra samme database. Derudover vil medicinkortet på sigt lette samarbejdet på tværs af kommunens læger, sygeplejersker og plejepersonale.
"Ved, at alle arbejder ud fra samme oplysninger, mindsker vi risikoen for, at der er ændringer i medicinen, som kun er beskrevet lokalt hos én af samarbejdsparterne. Derudover vil alle data kunne tilgås digitalt via en Tablet. Har du en internetforbindelse er du derfor altid sikret hurtig adgang til patientens data, uanset hvor du befinder dig – det er både praktisk og sikkert," siger Hanne Engelbrecht Bjerring Eriksen.
Christina Møller Eriksen er assisterende leder i sygeplejen og er en af de centrale tovholdere i forbindelse med implementeringen af FMK. Hun oplever god respons på brugerfladen fra medarbejderne.
"Systemet er brugervenligt og logisk opbygget og medarbejderne er hurtigt med på, hvordan det fungerer. Vi forventer, at det på sigt vil blive lettere at få overblik over borgerens aktuelle medicinering blandt andet ved sektorovergange."
Projektet med at implementere Det Fælles Medicinkort blev afsluttet den 23. oktober og er nu overgået til drift.
Fakta og baggrund
Staten, regionerne og kommunerne aftalte i økonomiaftalen for 2010 at etablere et landsdækkende fælles medicinkort (FMK), der skulle tages i brug i samtlige regioner, hos praktiserende læger. Kommunernes Landsforbund (KL) har været overordnet projektleder på landsplan. Dette i et samarbejde med leverandørerne af elektroniske omsorgsjournaler og en række pilotkommuner. Der har kørt forskellige pilotprojekter siden slutningen af 2013. Hjemmesygeplejen får direkte adgang til den nationale service med det Fælles Medicinkort (FMK), som drives af Lægemiddelstyrelsen. Adgangen etableres som en snitflade til den nationale FMK-service og integreres i kommunernes elektroniske omsorgsjournalsystemer.