23948sdkhjf

SOSU-skole må fyre lærere

Budgetreduktion betyder afskedigelser og andre nedskæringer på SOSU Silkeborg.
Social- og Sundhedsskolen i Silkeborg har torsdag varslet afskedigelse af 8 medarbejdere som en konsekvens af faldende indtægter. I alt har skolen i løbet af i år måttet skære 5,2 millioner kroner ud af et samlet budget på 55 millioner kroner. Bestyrelsesformand Hans-Jørgen Hørning beklager udviklingen.

"Afskedigelserne er udtryk for rettidig omhu, men det er en meget voldsom justering på kort tid. Det var umuligt at forudse ved årets begyndelse, at indtægterne ville falde så meget," siger Hans-Jørgen Hørning.

Afskedigelserne skyldes udefra kommende ændringer, især reformen af erhvervsskolerne (EUD-reformen), som trådte i kraft 1. august 2015, samt det regeringsfastsatte omprioriteringsbidrag. Stik mod hensigten med EUD-reformen er der kommet færre elever i stedet for flere på SOSU-skolerne. Reformen betyder, at alle elever skal igennem et halvt års forløb på SU, men eleverne her er i gennemsnit midt i trediverne.

"De har oftest familie og er ikke klar til et indtægtsdyk af den størrelse," siger direktør Bente Strager. Hun understreger, at de nuværende besparelser sikrer, at skolen også i fremtiden kan handle og være en faglig spydspids i både Silkeborg og Skanderborg.

Ud over faldet i elevtallet kommer omprioriteringsbidraget, som skærer 2 procent af skolens indtægter hvert år i fire år. Det har været en ekstra udfordring, fortæller bestyrelsesformanden:

"Tilsammen indskrænker de den økonomiske frihed og handlerum voldsomt på alle danske SOSU-skoler. På landsplan nedlægger skolerne i disse måneder mellem 100 og 120 stillinger," siger Hans-Jørgen Hørning.

EUD-reformen ramte ekstra hårdt, fordi den også afskaffede Grundforløbet for to-kulturelle: En integrationssucces, som på 10 år har hjulpet omkring 700 studerende ind på det danske arbejdsmarked. Et underviserteam fra Social- og Sundhedsskolen i Silkeborg vandt en særpris under Politikens Undervisningspris netop for et Grundforløb for to-kulturelle.

Mens antallet af elever falder, er antallet af SOSU-assistentjobs i kommunerne steget med 40% de seneste 10 år. Allerede i dag er der mangel på SOSU-assistenter på plejecentrene, og det vil forværres i takt med, at vi lever længere og dermed får brug for pleje i flere år.

"Det er synd for faget, og det er synd for skolen, at vi nu må sige farvel til en række dygtige medarbejdere i en situation, hvor samfundet har brug for de elever, vi uddanner," siger bestyrelsesformand Hans-Jørgen Hørning.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094