23948sdkhjf

Kampvalg på aarhusianske lokalcentre

I morgen skal der vælges nye brugerråd ved lokalcentrene i Aarhus Kommune. De fleste steder er der fredsvalg, men på tre lokalcentre er der kamp om pladserne.
I Aarhus Kommune er der en lang tradition for at give borgerne indflydelse på lokalcentrene gennem demokratisk valgte brugerråd. De første brugerråd opstod i midten af 1980’erne, og i dag er der brugerråd ved næsten alle lokalcentre.
Brugerrådene har indflydelse på lokalcentrenes aktiviteter og daglige drift, og kan i øvrigt give deres besyv med omkring alt, hvad der foregår i lokalområdet.

”Brugerrådene har været en god sparringspartner gennem rigtig mange år for vores personale og ledelse ved lokalcentrene. De er med til at skabe liv på centrene og er mange steder uundværlige, når det gælder om at skabe miljø og aktiviteter for beboere og de andre borgere i lokalområderne”, siger rådmand for Sundhed og Omsorg Jette Skive.

Der vælges brugerråd ved lokalcentrene hvert andet år. Alle borgere over 60 år og førtidspensionister kan stille op til brugerrådsvalget og har stemmeret.

I morgen torsdag vælges der nye brugerråd ved lokalcentrene i Aarhus Kommune. På tre lokalcentre holdes der kampvalg, på 31 fredsvalg og på tre lokalcentre, er det ikke lykkedes at skaffe kandidater nok til, at der kan blive valgt et brugerråd.

Der holdes kampvalg på lokalcentrene Bjerggården på Christiansbjerg, Møllestien i Midtbyen og Kildevang i Mårslet. På lokalcentrene Trøjborg, Rosenvang og Marselis har det ikke været muligt at opstille kandidater nok, derfor holder der ikke valg. De øvrige 31 lokalcentre holder fredsvalg, da antallet af kandidater passer til antallet af medlemmer i et brugerråd.

På mange af lokalcentrene markeres dagen med valgstemning i caféerne, hvor der ved frokosttid serveres en særlig valgmenu – som regel gule ærter og valgflæsk.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109