Afdelinger får nyt navn
Det skal være nemmere at finde rundt på Region Hovedstadens hospitaler.
Udskiftningen sker som led i Region Hovedstadens mål om at patientens situation skal styre forløbet.
På Gentofte Hospital har man allerede byttet de gamle skilte på græsk og latin ud med de nye danske navne. Det har dannet grobund for en undersøgelse blandt borgere og patienter, og den viser, at klart de fleste foretrækker danske navne, fortæller Region Hovedstaden. Nu er planen så, at resten af Region Hovedstadens hospitaler skal følge trop.
"Det kommer til at tage noget tid, for det er faktisk overraskende dyrt at skifte så mange skilte ud. Derfor gør vi det stille og roligt og holder fokus på at prioritere patienterne," siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).