Sønderborg får ny sundhedspolitik
Der har været lagt stor vægt på borgerinddragelse i processen med at udforme den nye sundhedspolitik.
Den nye sundhedspolitik, som skal gælde fra 2016 til 2018, hedder ”Sund Kommune – Fælles ansvar". Den er blevet til i en proces, hvor der har været lagt stor vægt på borgerinddragelse. Sundhedsudvalget har været rundt i kommunen for at møde borgerne i ”Sundhed på tur”, ligesom der er holdt høringsmøde i Sundhedscentret. De direkte høringsparter været inviteret til at kommentere, og alle borgere har i høringsperioden haft mulighed for at give deres besyv med via kommunens hjemmeside.
"Vi ønsker en sundhedspolitik, som borgerne kan identificere sig med og bruge til noget. Og så er det jo helt oplagt at invitere så mange som muligt med ved bordet, når grundlaget for politikken skal på plads. Det er et stort arbejde, men samtidig giver de mange input os en fantastisk mulighed for at få et så godt beslutningsgrundlag som muligt. Jeg håber, at mange kan genkende deres fingeraftryk i politikken eller sundhedsplanerne," siger sundhedsudvalgets formand Helge Larsen.
Sundhedspolitikken er den overordnede ramme for kommunens tilbud og handlinger på sundhedsområdet. Politikken omsættes til praksis i seks sundhedsplaner. Bl.a. Sundhed og trivsel - tilbud og indsatser og Rehabilitering, genoptræning og behandling.