23948sdkhjf

Farligt når sosu’er er alene på job

Ny medlemsundersøgelse fra FOA.
4 ud af 10 medarbejdere på plejehjem arbejder alene med en eller flere borgere i en stor del af deres arbejdstid. Næsten hver fjerde oplever, at det giver uforsvarlige eller farlige situationer for borgerne, fordi de er alene med dem. Det viser en ny medlemsundersøgelse fra FOA.

Men det er helt uacceptabelt at ældre havner i farlige situationer, blot fordi bemandingen er for ringe, mener Karen Stæhr, formand for FOAs social- og sundhedssektor.

”Det burde ikke komme som en overraskelse for nogen, at det har konsekvenser for de ældre, at der i årevis er blevet skåret på bemandingen på plejehjemmene. Det er milevidt fra det anstændige og det acceptable, at vi nu står i en situation, hvor der opstår uforsvarlige situationer, fordi man er alene på vagt,” siger hun.

Næsten halvdelen af de medarbejdere på plejehjemmene, der engang imellem arbejder alene, må gå fra en borger, som har brug for hjælp. Godt 4 ud af 10 må udskyde behandlingen af en borger, til der er flere på arbejde. Og næsten 3 ud af 10 oplever ofte, at demente borgere ikke kan få den fornødne støtte.

”Det er uværdigt for de ældre, at man som medarbejder ikke har tid til at blive til man er færdig men i stedet må haste videre til andre beboere, der har lige så meget brug for hjælp. Og det er utilfredsstillende for personalet, der gang på gang må tilsidesætte deres faglighed og forsøge at være flere steder på en gang,” siger Karen Stæhr.

FOAs undersøgelse viser desuden, at også arbejdsmijøet bliver påvirker, når medarbejderne arbejder alene. Og ofte med sygemeldinger til følge.

40 procent af dem, der ofte må gå fra en borger, har været sygemeldt med stress i løbet af det seneste år mod 11 procent af dem, der ikke er nødt til at gå fra en borger. Og flytter man ofte en borger alene, selvom man burde være to om det, så er risikoen for at blive sygemeldt pga. fysiske skavanker markant højere, end hvis man ikke er nødt til at være alene om at flytte borgere fra f.eks. en seng til en stol.

”Det bekymrer mig, at politikerne bliver ved med at tro, at de kan skære ned, uden at det har konsekvenser. Det er dyrt at spare så meget, at de ansatte bliver syge af det. Og det er desværre virkeligheden, når medarbejderne bliver sygemeldt med stress, får fysiske skader og bliver nedslidte,” siger Karen Stæhr.
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.166