23948sdkhjf

Sønderborg ansætter mere personale på plejecentre

Næste år bliver der afsat 3,2 millioner til flere medarbejdere.
Den ekstra milliard til ældreområdet i landets kommuner er forvandlet til et varigt tilskud, så kommunerne nu kan planlægge langsigtet på ældreområdet, lyder det fra Sønderborg Kommune, hvor seniorudvalget bl.a. netop har besluttet, at ansætte flere medarbejdere på plejecentrene.

Efter høring i bl.a. Ældrerådet har seniorudvalget foretaget en prioritering af midlerne til ældreområdet, og langt de fleste af pengene bruges til at fortsætte de tiltag, der allerede er sat i gang – f.eks. mere rehabilitering, fire ekstra aflastningspladser til svært demente, der bor hjemme, en demenskoordinator, en palliativ korttidsplads og musikterapi. Men seniorudvalget har også besluttet, at ansætte mere personale på kommunens plejecentre. Det bliver der afsat 3,2 mio. kr. til i 2016 og 3,7 mio. kr. årligt fra og med 2017. Udvalget holder også fast i, at der fremover afsættes 3 mio. kr. årligt til en årlig ekstra rengøring til borgere, der får hjælp til personlig pleje eller praktisk hjælp i eget hjem.

"Jeg er rigtig glad for, at ældrepuljen nu er blevet til en fast del af de midler, vi råder over. Det giver os meget bedre muligheder for at planlægge langsigtet på ældreområdet. Vi fastholder det kvalitetsløft, som ældremilliarden gjorde muligt, og så lægger vi nye ting oveni. Jeg vil gerne fremhæve beslutningen om at ansætte flere varme hænder på plejecentrene. Det vil komme rigtig mange af vores svageste borgere til gode," siger Preben Storm, formand for seniorudvalget.

Som noget nyt afsætter seniorudvalget fra 2016 årligt 350.000 kr. til daghjemmene, så de kan holde åbent i sommerferieperioden, samt 150.000 kr. til transport til og fra daghjemmene. Musikterapi styrkes med yderligere 100.000 kr. ekstra. Der afsættes også 526.000 kr. i 2016 til udrulning af projektet ”I sikre hænder”, der har vist sig meget effektivt til at reducere tryksår.

"Det har været vigtigt for os, at bevare tilbuddet om en årlig ekstra rengøring til de ældre borgere, der får hjælp af hjemmeplejen. Vi ved, at rigtig mange har været glade for tilbuddet. Jeg er også glad for de øgede midler til musikterapi og til udrulning af ”I sikre hænder”," siger Jens Peter Thomsen, næstformand i seniorudvalget.

I forbindelse med prioriteringen af midlerne til ældreområdet nedlægges mentorordningen til sosu-elever, idet der ventes færre elever, fortæller kommunen. Midlerne til den opsøgende indsats over for sårbare ældre, der udskrives fra sygehuse, tilpasses det reelle forbrug i projektperioden. Stillingen som ældrevejleder på området fastholdes derfor.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079