Forebyggende hjemmebesøg skal målrettes
Regeringen vil hæve aldersgrænsen for de årligt tilbagevendende besøg fra de nuværende 75 år til 80 år.
Regeringen vil hæve aldersgrænsen for de forebyggende hjemmebesøg fra 75 år til 80 år.
"Udviklingen viser, at de ældre er friskere end tidligere og lever i flere år uden funktionsbegrænsninger – og heldigvis for det. I dag er rigtig mange 75-årige aktive borgere, som sagtens kan klare sig selv. Derfor lægger vi op til, at de årligt tilbagevende hjemmebesøg bliver mere differentierede, så kommunerne i højere grad kan koncentrere sig om at hjælpe ældre, der er særligt sårbare. Vi målretter altså ressourcerne i forhold til de borgere, der har det største behov", siger sundheds- og ældreminister Sophie Løhde til ministeriets hjemmeside.
Lovforslaget betyder, at alle 75-årige tilbydes et forebyggende hjemmebesøg, der bl.a. skal bruges til afklare behovet for fremtidige besøg og til at identificere ældre, som har et særligt behov for en forebyggende indsats. Og kommunerne forpligtes til at tilbyde forebyggende hjemmebesøg ældre mellem 65 til 79 år, der er i en særlig vanskelig livssituation. Og som alternativ til de forebyggende hjemmebesøg får kommunerne mulighed for at afholde kollektive arrangementer, der vil kunne få nogle af de borgere, som i dag siger nej til et hjemmebesøg, i tale, skriver sundheds- og ældreministeriets hjemmeside.