23948sdkhjf

Omsorgspersonale i større risiko for depression

Inden for de seneste to år har hvert tiende FOA-medlem kæmpet med en depression, viser ny undersøgelse.
Risikoen for at udvikle en depression er høj blandt FOAs medlemmer. Inden for to år har ti procent mærket sygdommen på egen krop, viser en ny medlemsundersøgelse. Det skriver Fagbladet FOA.

“Vi taler om omsorgspersonale, og deres arbejde kræver et særligt overskud. Af samme grund er de også i større risiko for at gå ned med flaget, når de oplever problemer,” siger psykolog Johanne Bratbo til Fagbladet FOA. Johanne Bratbo er projektleder på kampagnen En Af Os, der bekæmper tabuer om psykisk sygdom.

Knap hver femte dansker vil på et tidspunkt i løbet af livet udvikle en depression, fortæller overlæge og professor i psykiatri ved Psykiatrisk Center Glostrup Poul Videbech. Og derfor må det siges at være en høj andel af FOA-medlemmer, der har haft en depression inden for så kort tid, siger han til Fagbladet FOA.

”Stress og belastende arbejdsmiljø øger risikoen for depression. Det samme gør visse livsstilsuvaner som for eksempel rygning og for lidt motion, og måske er dette overrepræsenteret blandt FOAs medlemmer,” siger Poul Videbech.

Hvis en depression ikke behandles fornuftigt og i tide, stiger risikoen for, at den vender tilbage eller i værste tilfælde udvikler sig til en kronisk tilstand, fortæller professoren til Fagbladet FOA.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095