Magtanvendelse: Hver anden følger ikke reglerne
Ankestyrelsen har undersøgt, hvordan kommunerne håndterer servicelovens regler om magtanvendelse over for borgere med demens. Et af resultaterne er, at lidt over halvdelen af sagerne ville være blevet hjemvist eller ændret, hvis borgerne havde klaget.
Brugen af magt debatteres ofte på bl.a. plejehjem, hvor det eksempelvis ikke er tilladt at låse døre til beboerne om natten. Foto: Colourbox
I 30 ud af 57 sager om magtanvendelse mod dementsramte fra 13 udvalgte kommuner ville sagerne være blevet hjemvist eller ændret, hvis de havde været klagesager hos Ankestyrelsen.
"Det skyldes primært et mangelfuldt oplysningsgrundlag. Et mangelfuldt oplysningsgrundlag kan betyde, at betingelserne for indgrebet ikke er opfyldt," skriver Ankestyrelsen i en pressemeddelelse.
I undersøgelsen indgår også en spørgeskemaundersøgelse, som 86 kommuner har besvaret. Den viser blandt andet, at næsten alle kommuner har retningslinjer, som indeholder vejledning om brug af magtanvendelse og regler for registrering af magtanvendelse.
På baggrund af undersøgelsen har Ankestyrelsen en række anbefalinger til kommunerne.
Her ses et udvalg:
Anvendelsen af tvangsmæssige indgreb
• Kommunerne skal i højere grad påse, at alle muligheder, herunder pædagogiske tiltag, er udtømte, inden der anvendes tvangsmæssige indgreb over for borgeren.
• Kommunerne skal i højere grad sikre, at betingelserne for et konkret tvangsmæssigt indgreb er opfyldte, særligt i forhold til, om der er nærliggende risiko for væsentlig personskade.
• Kommunerne skal særligt i tilfælde, hvor der sker gentagne indgreb over for den samme borger, følge op på årsagen hertil, og søge løsninger, således at fremtidige indgreb undgås.
Sagsbehandlingsregler
• Kommunerne skal ved behandlingen af indberetninger om magtanvendelse sikre sig, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, og ved behov herfor søge sagen yderligere oplyst hos botilbuddene.
• Kommunerne skal især sikre sig, at borgeren og værgen samt eventuelle pårørende bliver orienteret om muligheden for at klage over afgørelsen om magtanvendelsen.