Nationalt netværk så på fremtidens løsninger hos Ropox
Fremtidens ældrebolig handler både om moderne indretning, implementering af velfærdsteknologi, og om fordeling af personaleressourcer," siger Tommy Jensen, adm. direktør Ropox, der forleden bød indenfor til CareNet.
CareNet var på virksomhedsbesøg hos Ropox forleden, hvor de bl.a. blev introduceret til Ropox' hjælpemidler til demensramte. Foto: Ropox
”Dette betyder, at vi allerede nu må på banen med teknologiske løsninger - og her er vi stærke”.
Det siger adm. direktør Tommy Jensen fra Ropox. Her har man netop haft besøg af CareNet - et nationalt netværk for velfærdsteknologi med fokus på indretning af fremtidens demensboliger.
"Når man i disse år skal bygge fremtidens plejeboliger til demente borgere, er en af de store udfordringer at skabe boliger, som giver beboerne hjemlige og trygge rammer, samtidig med at de fungerer optimalt som arbejdsplads for plejepersonalet og skaber mulighed for indretning med moderne teknologi. Det handler både om moderne indretning og implementering af velfærdsteknologi, men også om fordeling af personaleressourcer," siger Tommy Jensen.
Virksomhedsbesøget hos Ropox bød på faglige oplæg og erfaringsudveksling om emnet samt rundvisning hos Ropox, der arbejder med fleksible løsninger til personer med nedsat funktionsevne.
Bent Sørensen fra Living Lab ved Ældre- og Handicapforvaltningen i Aalborg Kommune, gav et indlæg om Fremtidens Plejehjem – første erfaringer.
”De første erfaringer” fra netop arbejdet i Aalborg med at skabe nye rammer for ældre borgere viser bl.a., at selve bygningen skal motivere til bevægelse, og at inklusion og fællesskabsdannelse giver livskvalitet for den enkelte beboer. Det gælder, ifølge Bent Sørensen, om at ”komme hele vejen rundt om den enkelte beboer”, og offensivt inddrage selve bygningsmassen og interiøret til gavn for patienten.
Det har de på Fremtidens Plejehjem bl.a. gjort ved at invitere ”de øvrige samfund” indenfor på plejehjemmet. Der er f.eks. åbne koncerter og arrangementer, ligesom en restaurant laver mad til husets beboere – og er åben for betalende gæster.
Bent Sørensens pointe i forhold til at skabe fremtidens plejeboliger var således, ”at et plejehjem ikke skal være en ø. Gå i clinch med omgivelserne og skab social inklusion”.
Læge Aster Schepel er bl.a. involveret i etableringen af demenslandsbyen Byen for Livet og Støtteforeningen Margurittens Venner i Odense. Hendes hovedbudskab var, at ”man kan altid forbedre livskvaliteten” for demenspatienter, f.eks. med musikterapi og et ’farvel til piller’. En tidlig og individuelt tilpasset behandling, der kombineres med motion og sansestimulering fungerer ifølge Aster Schepel langt bedre.
Mennesket er 'nemlig altid i stand til at lære nyt'. Hjernen kan skabe nye sammenhænge, og man kan lave nye minder. Demens er således gået fra at være en psykiatrisk sygdom, til en lidelse, der især handler om hukommelsen, genoptræning og stimulering af sanserne. Ifølge Aster Schepel er ”Best-practice” inden for arbejdet med demenspatienter, den tese at ”rehabilitering er muligt”.
Dagens sidste indlæg handlede om, hvilke teknologier der rettes sig mod demensområdet – og således hvilke teknologier fremtidens demensboliger kan og bør indeholde. CareNet havde inviteret seniorkonsulent Lone Gaedt fra Center for Velfærds- og Interaktionsteknologi ved Teknologisk Institut til at give os en status på demensteknologier: hvilke findes på markedet og hvilke er der brug for i fremtiden?
Ropox fik præsenteret nogle konkrete produkter indenfor baderums- og køkkenløsninger, bl.a. forskellige fremtidige skærmteknologier til mere intuitiv guidning af den demensramte samt understøttelse og sikring af korrekt brug af Ropox’s innovative baderumsprodukter. Der blev også præsenteret nye flytbare vægge, som udover stor fleksibilitet i plejeboliger, også er specielt udviklet til demensramte.