23948sdkhjf

Nordjyske patienter og personale fejrede pris

Nyremedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital fik overrakt Patienternes Pris 2015.
Smilene var brede hos personalet på Nyremedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, da patienter og personale i denne uge fejrede, at afdelingen fik overrakt Patienternes Pris 2015.

De forskellige afdelinger på de nordjyske sygehuse og Psykiatrien havde modtaget 321 indstillinger fra patienter og pårørende, og ud fra de mange indstillinger havde Patientinddragelsesudvalget i regionen udvalgt Nyremedicinsk Afdeling som årets modtager af prisen.

Det var formanden for Patientinddragelsesudvalget, Jens Ibsen, der overrakte prisen, som i år blev uddelt for sjette gang.

"Sjældent er det tilfredsheden, der kommer frem i medierne, men vi tror på de gode eksemplers betydning og derfor er vores motto, at tilfredsheden skal frem. Vi var enige om at pege på Nyremedicinsk Afdeling som årets prismodtager."

I indstillingerne har patienterne blandt andet fremhævet fællesskab, tryghed, et højt serviceniveau, teamwork, fornemt samarbejde på de enkelte afsnit, intet er overladt til tilfældighederne, gode patientforløb, der bliver lyttet til patienten og at man bliver mødt som menneske.

"Vi er ret stolte af prisen, og vi bliver meget berørte af al den ros, som vi har modtaget. Patienter med nyresygdomme er ofte en overset gruppe, hvor de allermest berørte er på afdelingen flere gange ugentligt. Derfor er det altafgørende, at vi har et godt samarbejde med patienter og pårørende. Vi håber også, at vi fremover fortsat kan levere gode patientforløb," sagde ledende overlæge, Niels Henrik Buus, der modtog prisen på vegne af afdelingen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093