Patienter med hoftebrud lider af knogleskørhed
RH Viborg tilbyder derfor forebyggende indsats. "Det nye tilbud er en markant forbedring af behandlingstilbuddet til en meget 'skrøbelig' patientgruppe," siger overlæge Torben Østergaard.
På RH Viborg får patienter med hoftebrud nu tilbudt forebyggende undersøgelse og behandling for knogleskørhed. Det har nemlig vist sig, at næsten alle patienter med hoftebrud lider af knogleskørhed.
Den forebyggende behandling mindsker risikoen for nye hoftebrud og nedsætter sygelighed og dødelighed betydeligt.
På RH Viborg er det lykkedes Endokrinologisk Ambulatorium at finde sammen med Ortopædkirurgisk Afdeling og Klinisk Fysiologisk Afdeling om en bæredygtig løsning.
"Vi er meget tilfredse med, at det her i Viborg er lykkedes os at opbygge et velfungerende samarbejde om en fælles indsats for disse patienter. Det nye tilbud er en markant forbedring af behandlingstilbuddet til en meget 'skrøbelig' patientgruppe. Tidligere var der mange, der slet ikke blev behandlet, fordi det var patientens eget ansvar at opsøge egen læge med henblik på undersøgelse og behandling," siger overlæge Torben Østergaard fra Endokrinologisk Ambulatorium.