Tæt samarbejde om sundhed
Randers Kommune, Regionshospitalet Randers og Region Midtjylland har netop skrevet under på en hensigtserklæring om endnu en periode med et tæt samarbejde på sundhedsområdet.
Et af fokuspunkterne i hensigtserklæringen er nye mål for arbejdet på akutområdet. Der er allerede etableret et samarbejde omkring Tryghedshotellet, hvor ældre borgere i Randers Kommune kan få tilbud om et alternativ til en akut indlæggelse på hospitalet. Nu vil parterne gerne se på mulighederne for at udbygge samarbejdet – eksempelvis i form af, at der bliver mulighed for at få akut behandling i eget hjem.
”I bund og grund er der ingen af os, der har lyst til at skulle på hospitalet. Men vi vil til gengæld gerne have den rigtige behandling, og helst så hurtigt som muligt. Derfor er det helt oplagt og rigtig spændende, at vi også fokuserer på, hvad der kan lade sig gøre hjemme hos borgerne. Hvornår giver det bedst mening for patienterne, at sundhedsvæsenet kommer hjem til dem – i stedet for at de kommer til hospitalet? Det glæder jeg mig til at blive klogere på,” siger regionsrådsformand Bent Hansen.
Hensigtserklæringen er den tredje i rækken og gælder for perioden 2015 – 2017. Den indeholder blandt andet samarbejde frem mod Røgfri Randers 2025, etableringen af en ny Sundhedshøjskole og en Ungemodtagelse, hvor kommunens unge skal have mulighed for at komme med alle former for sundhedsmæssige udfordringer.
”Det er store resultater, vi indtil videre har fået ud af samarbejdet. Randers Sundhedscenter med én indgang til sundhed for vores borgere er blevet til i kraft af det gode samarbejde, og det samme er Tryghedshotellet,” siger borgmester i Randers, Claus Omann Jensen.