23948sdkhjf

Musikalsk juleteater til plejecentre

Skræddersyet juleforestilling med juleanekdoter og julesange.
Teater V, der holder til i Valby, har produceret teaterforestillingen, ’Julen har bagt’ – en nostalgisk lille musikalsk juleforestilling, specifikt til Valbys plejehjem. Men plejecentre i andre kommuner kan også nyde godt af deres skræddersyede juleforestilling.

Den mulighed har Odense Kommune grebet og via et samarbejde mellem By- og Kulturforvaltningen og Ældre- og Handicapforvaltningen er der arrangeret ti forestillinger på byens plejecentre.

’Julen har bagt’ bliver spillet på ti forskellige plejecentre i byen, og beboerne fra de resterende plejecentre har muligheden for at blive kørt til det nærmeste plejecenter, hvor teaterforestillingen vises. Omkring 550 beboere tilmeldt sig underholdningen på første parket.

Teateret bliver fremført i plejecentrenes opholdsrum, og det er derfor ikke helt lig med et almindeligt teater, hvor der er stor afstand mellem scene og publikum. Teater V’s forestilling er mere involverende, og publikum inviteres bl.a. til at synge med på de kendte sange. I forestillingen vil der nemlig blive fortalt juleanekdoter og sunget et udvalg af julesange.

"Jeg er rigtig glad for, at vi kan lave arrangementer som det her. Det er lidt i tråd med de årlige herre- og damefrokoster, idrætsdage mm. som vores aktivitetsenhed gang efter gang stabler på benene. Det giver de ældre et spændende input i deres hverdag – og sådan et juleeventyr bliver man jo aldrig for gammel til," siger Ældre- og Handicaprådmand Brian Skov Nielsen.

Ifølge rådmand for By- og Kulturforvaltningen, Jane Jegind, er dette initiativ i tråd med den nye kulturpolitik, idet den i høj grad bidrager til værdi og livskvalitet og er med til at danne rammen for fællesskaber.

"Det er vigtigt for mig, at også byens ældste borgere får adgang til kulturoplevelser. For kultur er ikke bare underholdning – kultur er godt for sjælen, det øger livskvaliteten, styrker fællesskaber og giver stof til refleksion. Derfor vil jeg arbejde på, at vi fremover ser flere af den slags initiativer, der sætter borgeren i centrum – også dem, der ikke selv kan opsøge den," siger Jane Jegind.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.174