23948sdkhjf

Sansebombardement rammer plet på Fyn

Demensramte kan få gavn af MeWe, et virtuelt rum fyldt med specielt udviklede skærme, lyd og lys. MeWe er et hit i Svendborg, og når MeWe og Danish Display Solution har rullet teknologien ud her, er målet hele landet.
Vægge til højre for det ældre ægtepar lyser op. Frem kommer plakaten fra filmen de så sammen, da de første gang var i biografen. Foran dem udspiller sig en afgørende scene fra Dr. Zhivago, og til højre kører en kavalkade af billeder fra deres ægteskab….

Alt sammen bliver det fulgt af surroundlyd og systemstyret lys, som bringer adskillige indlæringsformer i spil. Oplevelsen bliver fuldendt af udvalgt inventar - særlige møbler og udvalgt belægning på gulvet - der skal fremkalde følelser.

Omtrent sådan kan man opleve et MeWe-rum, et specialudviklet virtuelt rum, hvis tekniske aspekter er udviklet af MeWe i samarbejde med Danish Display Solution i Odense.

Der er nemlig kørt prøver med MeWe-rum for demensramte. Billeder fra deltagernes liv samt den musik og de film de kan lide, giver ifølge Henrik Rasmussen fra Danish Display Solution tydelige resultater.

Mulighederne for at udnytte det virtuelle rum strækker sig langt. Målet er også undervisning og indlæring hos børn og unge.

Odense-firmaet, der har fem ansatte, fik den særlige plads i udviklingen af MeWe for et halvt års tid siden, bl.a. fordi man har erfaring med den programmeringsteknologi der bliver anvendt til opbygning af det virtuelle univers samt opbygning af indhold.

"Hele den tekniske del ligger hos os. Programmering, sammensætning af skærme, lys og alt det hardware, som skal til. Vi kommer også med computer, software, styring og serverplads, skolerne kan uploade indhold til," forklarer Henrik Rasmussen til Electronic Supply.

National bevågenhed
VUC i Odense har haft et MeWe-rum i brug i et stykke tid, og lige nu er der ved at blive opbygget rum på to folkeskoler i Svendborg Kommune, som er gået meget aktivt ind i projektet. På Issøskolen er rummet netop blevet indviet, og i denne uge sker det samme på Rantzausminde Skole. Bliver de den ventede succes, arbejdes der med en større samarbejdsaftale med Svendborg kommune.

Succes i det sydfynske med mange aktive rum, der viser hvad teknologien formår, kan også blive afgørende for det virtuelle rums videre udbredelse. For selvom adskillige kommuner er opmærksomme på MeWes potentiale, vil det grundlæggende være en beslutning om en investering.

"Vi har allerede de næste tre på bedding, hvis det slår igennem i Svendborg og bliver en succes. Og slår det igennem bredere bliver det til endnu flere," siger Henrik Rasmussen.

Potentialet i de virtuelle rum har også fået et arkitektfirma til at tage kontakt til Danish Display Solution. Arkitekterne ønsker at anvende teknologien til at vise de bygninger, som firmaet tegner, i 3D. Det ønske er folkene hos Odense-firmaet nu ved at udarbejde prøver til.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094