IT-Branchen efterlyser fælles spilleregler
Hvis ambitionen om at inddrage borgernes egne sundhedsdata skal indfries, kræver det en fælles indsats og et sæt fælles spilleregler, lyder det fra IT-Branchen.
”Der er et kæmpe potentiale i borgernes egne sundhedsdata, der kan være med til at styrke forebyggelsesindsatsen, og tilføre de praktiserende læger, hospitalerne og forskere en guldgruppe af data om borgernes sundhed. Så vi hilser udspillet velkommen,” siger Freddy Lykke, formand for IT-Branchens sundheds-it udvalg og adm. direktør i Cetrea.
Men der er også udfordringer, der skal overkommes, inden vi kan nå dertil, lyder det fra IT-Branchen.
Markedet for sundhedsapplikationer er med over 165.000 sundheds-app’s en jungle, der kan være svær at navigere i. Med så mange applikationer, vil der være kæmpe forskel på, hvilken datakvalitet der indsamles, hvordan data håndteres, samt hvordan data kan videregives til lægen eller hospitalet, mener IT-Branchen.
Borgerne har med andre ord brug for hjælp, hvis de ikke skal fare vild eller måske ligefrem kommer til at sende beskidte eller forurenede data til sundhedsvæsenet. For det kan have store konsekvenser, hvis ens læge modtager f.eks. de forkerte tal om ens blodtryk og bruger dem til forebyggelse eller planlægning af fremtidig behandling.
”Markedet indeholder både rigtig gode og rigtig dårlige sundhedsapplikationer. Men blot fordi der findes en hel jungle af muligheder, må det offentlige ikke gå i den fælde, at de tror, de skal bygge det hele selv. Hvis ambitionen om at inddrage borgernes egne data skal indfries, kræver det en fælles indsats og et sæt fælles spilleregler,” udtaler Freddy Lykke.
Tre skridt
Første skridt er, at det offentlige sammen med branchen fastlægger nogle klare spilleregler for, hvordan data skal håndteres og deles, samt nogle skarpe kvalitetskrav til de sundhedsapplikationer der skal kunne bidrage til løsningen. På den måde ved f.eks. en udbyder af en blodtryksapp præcist, hvilke krav man skal overholde for at kunne bruges af sundhedsvæsenet.
Næste skridt er at sikre borgerne såvel som sundhedsfagligt personale et overblik over de sundhedsapplikationer, der opfylder kravene samt viden om, hvilke sundhedsdata de forskellige løsninger tilbyder, og hvilken kvalitet data har.
Det sidste skridt er, at få tænkt private spillere med ind i økosystemet, så dem der udvikler apps og sundhedsløsninger får mulighed for at sende og modtage sundhedsdata til de rette parter.
”IT-Branchen vil gerne være en del af løsningen, og leverandørerne er klar til at stå på mål for kvaliteten og sikkerheden i de løsninger, de leverer. Vi skal i fællesskab skabe en åben model for datadeling, hvor også det offentlige forpligtiger sig til at kunne tage imod borgernes data” konkluderer Freddy Lykke.