Patienter og pårørende skal gøre sygehuset klogere
Kommunikation og forståelse bliver nogle af nøgleordene i det nye patient- og pårørenderåd på Nykøbing F. Sygehus.
"Vi er i forvejen et brugerinddragende sygehus, men man kan altid blive bedre. Det forsøger vi nu at blive med et patient- og pårørenderåd. Vi skal udvikle sygehuset sammen med patienter og pårørende, derfor styrker vi nu dialogen og samarbejdet med dem," fortæller sygehusdirektør Arne Cyron.
Patient- og pårørenderådet er skabt både for at gøre både ledelsen og personalet klogere og dygtigere.
"Det er empatiske og professionelle mennesker, der arbejder på Nykøbing F. Sygehus, som brænder for at gøre et godt stykke arbejde. Derfor vil vi selvfølgelig gerne lytte til patienter og pårørende, så vi kan bruge deres erfaringer med vores sygehus i vores daglige arbejde," siger Arne Cyron.
Rådet skal bestå af blandt andet ni patienter og pårørende. Rådet vil mødes seks gange årligt, og det kommer til at være patienterne og de pårørende, som kommer til at bestemme hvilke temaer, der skal tages op. Det første møde afholdes i februar.