Døden skal være et naturligt emne
Dansk Sygeplejeråd og Dansk Selskab for Patientsikkerhed på vej med kampagne i 2016.
I en artikel tl dr.dk siger teolog Liselotte Horneman Kragh, at hun finder det positivt, at der i sundhedsvæsnet er stigende fokus på palliativ pleje. Hun opfordrer til, at plejepersonalet på sygehuse og plejehjem uddannes bedre til at tage sig af døende borgere.
Hun mener ikke, at vi ved at uddanne sundhedspersonalet i omsorg af døende kan udlicitere opgaven med at være til stede ved dødslejet til professionelle.
- Det er godt og rigtigt, at personalet på hospitaler, plejehjem og hospicer bliver uddannet og efteruddannet. Det er vigtigt, at der er professionelle til stede. Men når vi skal dø, er det vigtigste for de fleste, at dem, de har været forbundet med i livet, er der til at tage afsked, siger hun.
Formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, er enig. Derfor er DSR aktiv, når Dansk Selskab for Patientsikkerhed sætter en kampagne om døden i søen i 2016.
Om kampagnen siger hun:
”Det handler om at gøre det naturligt at tale om døden, også med og blandt børn og unge. For døden rammer os alle, også når vi ikke lige venter det. Derfor skal samtaler om døden indgå naturligt i sundhedsvæsnet, også for eksempel hos den praktiserende læge, siger Grete Christensen til dr.dk.