23948sdkhjf

Fremtidens akuthospital skyder opad i 2016

Der er lagt op til et år med stor og synlig aktivitet på byggefronten i Viborg.
Omridset af fremtidens akuthospital vil for alvor begynde at tegne sige, når råhuset til det nye akutcenter ved Regionshospitalet Viborg i 2016 skyder i vejret. Samtidig vil ombygningen af det eksisterende hospital tage yderligere fart i løbet af det nye år.

Byggeriet af det nye akutcenter er største delprojekt i det omfattende kvalitetsfondsbyggeri, på Regionshospitalet Viborg. I 2016 bygger NCC råhuset – altså skelettet – til det nye akutcenter. I første omgang skal der støbes vægge i kælderniveau, men hen på foråret vil råhuset for alvor begynde at rejse sig i højden, ind til det når syvende etage i begyndelsen af 2017.

Ny sengecentral

Ud over nybyggeriet fortsætter også ombygningen af det eksisterende hospital. I første omgang skal omtrent 7000 kvadratmeter af det eksisterende hospital bygges om i forbindelse med sammenbygningen med det nye akutcenter. Allerede nu er håndværkerne ved at gøre klar til ombygningen af omklædningsrum på etage 02 til kontorer, ligesom de gamle omklædningsrum på etage 01 skal forvandles til ny sengecentral med automatisk senge- og madrasvasker. I årets løb skal fysio- og ergoterapiens gamle håndterapirum med mere på etage 03 samtidig bygges om til blandt andet scannerrum.

"Udfordringen for os er, at vi bygger til og om på et eksisterende hospital i fuld drift. Det betyder, at vi selvfølgelig vil tage en række hensyn til både patienter og medarbejdere, mens vi bygger og flytter rundt på funktioner," fortæller projektchef Jeppe Juul Hansen fra Projektafdelingen, som står i spidsen for byggeriet.

Kampagner og plakater

Projektafdelingen har derfor blandt andet lagt udførlige planer for, hvordan byggematerialer og murbrokker kan fragtes henholdsvis ind på og ud fra hospitalet, uden at skulle igennem de kliniske områder, hvor patienter og medarbejdere har deres gang. På samme måde stilles der krav om at vælge de mest støjsvage arbejdsmetoder og på diverse andre måder tage mest muligt hensyn til hospitalets kerneopgave: behandlingen af patienterne. Og håndværkerne gøres gennem kampagner og plakater med sygeplejersker og læger løbende opmærksomme på, at de befinder sig på en atypisk byggeplads.

"Vi kan selvfølgelig ikke gennemføre så omfattende et byggeri uden en vis mængde gener, men vi stiller skrappe krav til vores håndværkere og forventer stor forståelse fra deres side i forhold til den udfordring, det er at bygge, samtidig med at der ligger patienter på den anden side af væggen eller på etagen ovenover", siger Jeppe Juul Hansen.

Tilbygningen med det nye akutcenter ventes at stå færdigt i løbet af 2018, mens ombygningen strækker sig yderligere et par år derefter. Når det samlede kvalitetsfondsbyggeri er færdigt, vil Regionshospitalet Viborg være vokset til i alt 120.000 kvadratmeter.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079