Ny træningshøjskole i Randers
Træningshøjskolen er en udvidelse af det nuværende kommunale tilbud om genoptræning.
Formålet er, at borgerne får mulighed for at genvinde evnen til at klare flere ting selv, og dermed får større frihed og flere gode leveår.
”Efter planen skal Træningshøjskolen stå færdig i marts 2016, og vi starter ud med at kunne huse ti borgere ad gangen,” fortæller lederen af den nye træningshøjskole, Louise Hauton, som er uddannet fysioterapeut og har stor erfaring med døgngenoptræning.
”Pladserne på Træningshøjskolen er forbeholdt borgere, der har oplevet et tab af deres funktionsevne som følge af for eksempel knoglebrud eller voldsomme infektioner. Formålet er, at borgerne efter opholdet skal blive helt eller delvist selvhjulpne igen,” fortæller træningshøjskolens leder, Louise Hauton.
Samarbejde
I dag bliver borgere med behov for rehabilitering genoptrænet i dagscentre og på Svaleparken, og Træningshøjskolen er derfor en udvidelse af det nuværende kommunale tilbud om genoptræning.
Louise Hauton ser frem til at indgå i et godt samarbejde med visitationen, ældreområdet, Regionshospitalet Randers og Randers Kommunes andre centre for rehabilitering, så man sammen kan finde frem til de borgere, der bedst kan profitere af et ophold på den nye træningshøjskole.
Noget af det nye er, at der er mulighed for træning alle årets dage, hele døgnet rundt.
”Træningshøjskolen skal forme sig i kraft af et samarbejde præget af høj professionalisme og et fælles mål om at give borgerne i Randers Kommune de bedste vilkår for et meningsfuldt liv,” fastslår Louise Hauton.