Fire mindre sygehuse foreslås lukket
Region Syddanmarks direktion har afleveret et sparekatalog til politikerne med 38 forslag til besparelser.
Sparekataloget indeholder i alt 38 forslag til besparelser. F.eks. foreslås sygehusene i Middelfart, Give, Tønder og Nyborg lukket og den behandling, der foregår på disse sygehuse, flyttes til andre sygehuse.
Da de syddanske regionsrådspolitikere i september sidste år indgik forlig om budgettet for 2016, besluttede de samtidig, at der skal spares 200 mio. kr. på sundhedsområdet. Politikerne bad derfor direktionen om at udarbejde et sparekatalog med forslag til besparelser på 210 mio. kr., så politikerne har noget at vælge imellem.
Hvis alle de 38 spareforslag gennemføres, vil regionen spare 135 mio. kr. om året i 2016 og 214 mio. kr. om året i 2019, når forslagene er fuldt gennemført. Politikerne skal vælge spareforslag i kataloget for omkring 187 mio. kr., da den sidste del op til de 200 mio. kr. kommer fra en besparelse på 12,9 mio. kr. i regionshuset i Vejle.
Politikerne drøfter forslagene første gang på forretningsudvalgsmødet i morgen den 13. januar og sender spareforslagene i høring efter regionsrådsmødet den 25. januar. Efter planen vedtager regionsrådspolitikerne hvilke spareforslag, der skal gennemføres, på regionsrådsmødet den 25. april.