23948sdkhjf

Varde danner lokal demensalliance

Demensalliancen får blandt andet fokus på at udvikle konkrete, fælles tiltag, der skal kunne gøre en forskel for demensramte og deres pårørende.
Sidste efterår gik Varde sammen med fem andre kommuner om at udvikle de første demensvenlige kommuner i Danmark. Nu intensiveres indsatsen lokalt med etableringen af en lokal demensalliance, som skal arbejde for bedre forhold for demensramte og deres pårørende.

Den nye demensalliance er sat sammen af en bred kreds af lokalt forankrede organisationer, foreninger og offentlige tilbud, som hver især kan bidrage til en stærk samlet indsats for bedre vilkår for demensramte og deres pårørende.

”Der ligger et stort potentiale i at arbejde med demensvenlige omgivelser. De rigtige omgivelser og hensyntagen kan supplere behandling og pleje, så den enkelte kan fastholde et værdigt liv i længere tid. Det betyder også, at vi kan være med til at lette tilværelsen for den demente og dennes familie, når følgesymptomerne giver store forandringer i både adfærd og hverdag, og det vil vi meget gerne bakke op om," siger funktionsleder Geronto/Neuropsykiatrisk ambulatorium, Esbjerg, Susanne Schelle Bak.

Demensalliancen får blandt andet fokus på at udvikle konkrete, fælles tiltag, der skal kunne gøre en forskel for demensramte og deres pårørende. Eksempelvis kampagner, der kan øge kendskabet til demens og fjerne nogle af de tabuer, som sygdommen fører med sig.

Der er også planer om et forsøg med at udvikle et særligt demensvenligt lokalsamfund et konkret, afgrænset sted i Varde Kommune.

Samtidigt med dannelsen af den lokale demensalliance styrkes indsatsen for at involvere borgerne i arbejdet med at gøre Varde Kommune til foregangskommune på området. Første skridt på vejen er en foredragsaften om demens den 28. januar.

Medlemmerne i den lokale demensalliance er lokale afdelinger af Ældresagen, Alzheimerforeningen og Dansk Sygeplejeråd, ProVarde, Aflastningstjenesten Varde/Esbjerg, Geronto/Neuropsykiatrisk Afdeling Esbjerg, FOA og Varde Kommune.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109