23948sdkhjf

Fortsatte udfordringer for BIOS Ambulance Services

Bios Ambulance Services har i januar haft problemer med at levere alle de aftalte beredskaber. Responstiderne er steget en smule siden december. Region Syddanmark følger udviklingen tæt.
BIOS Ambulance Services skulle fra 1. januar stille med flere beredskaber end i december, og den øvelse har været svært, meddeler Region Syddanmark. Der har i januar periodevis manglet op til 4 beredskaber, blandt andet fordi BIOS fortsat ikke har nået idealbemandingen. De manglende beredskaber har været fordelt udover BIOS’ 3 områder. Regionens vagtcentral har derfor i hele januar justeret på andre beredskaber, der har kunnet sættes ind i de berørte områder, så dækningen har været forsvarlig.

En snetung og glat januar har sammen med de manglende beredskaber påvirket responstiderne, hvor BIOS har vist en svag stigning.

"Vi følger udviklingen tæt, og jeg håber naturligvis, at de svagt stigende responstider kun gør sig gældende for januar. Vi vil fortsat følge BIOS’ daglige arbejde tæt i den kommende måned, hvor vi forventer, at BIOS finder løsninger, så udviklingen i løbet af februar igen går den rigtige vej", siger regionsrådsformand Stephanie Lose.

Region Syddanmarks AMK-vagtcentral, der styrer ambulancerne, er flere gange i døgnet i direkte kontakt med BIOS’ driftsledelse. Regionens stab og ledelse vil også fremadrettet være i løbende dialog med AMK-vagtcentral og BIOS for at sikre, at driftssituationen bliver bedre. Regionen vurderer løbende situationen sammen med Kammeradvokaten, blandt andet i relation til bodsudmåling, kontraktoverholdelse samt vurdering af udviklingen.

Positive takter ventes i februar

Ifølge BIOS tiltræder en del nye reddere i februar. Virksomheden har desuden fået godkendt en gruppe tyske reddere til at fungere som ambulancebehandlere.

Yderligere er der også udsigt til bedring i forhold til vagtplanlægningen hos BIOS, der grundet den pressede mandskabssituation har været udfordret. Ledelsen i virksomheden har oplyst Region Syddanmark, at de nu har omorganiseret vagtplanlægningsfunktionen, så virksomheden har bedre forudsætninger for at stabilisere driften.

"Det er godt at se, at BIOS’ satsning på tyske reddere for alvor begynder at kunne mærkes i driften. Det har ikke været nogen nem proces, men godkendelsen er et vigtigt og tiltrængt skridt på vejen mod en stabilisering af BIOS’ vagtplaner. Jeg tror, at tilgangen af de nye reddere og styrkelsen af planlægningen hos BIOS vil kunne afhjælpe en del af de udfordringer, som de har kæmpet med hidtil," siger formand for Præhospitaludvalget Thyge Nielsen (V).



Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125