23948sdkhjf

Odense vil have flere med i fællesskabet

Ældre Sagens frivilligafdeling er blandt deltagerne i nyt Advisory Board.
Odense Kommune vil finde nye veje og sætte nye standarder for samskabelse mellem frivillige, organisationer og byen. Det skal et nyt Advisory Board hjælpe med.

Advisory Boardet er sammensat af mennesker, som hver især kan tilbyde kompetencer og viden inden for samskabelse, innovation og foreningsliv. Blandt deltagerne er afdelingschef Frivilligafdelingen, Ældresagen Lars Linderholm og formand for Frivilligrådet Vibe Klarup Voetmann.

Det har været vigtigt, at deltagerne blev fundet blandt lokale og nationale aktører, som kan bidrage med et udefra-perspektiv, udfordre kommunen og sikre indsigt om fremtidstendenser og aktuelle trends, fortæller Odense Kommune.

Undersøgelser viser, at en stor gruppe danskere føler sig ensomme, og det kan have alvorlige konsekvenser for både den fysiske og mentale trivsel. Derfor har Odense en vision om, at alle byens borgere skal have stærke sociale relationer til andre.

"I Odense tror vi på, at frivillighed og aktivt medborgerskab i lokalområderne gør en forskel. I den nye velfærd flyttes fokus fra kommunens logik til borgernes oplevelse og levede liv. Byens aktive borgere og frivillige kan noget ganske særligt, og vi ønsker at sprænge de traditionelle rammer for frivillighed og blive en del af en nytænkende samskabelse med frivillige, organisationer og private aktører i Odense," siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).

En ny velfærd

Odense Kommune vil invitere Advisory Boardet til at give udtryk for deres tanker og vurderinger af hverdagens udfordringer i byen. Ligeledes kan forvaltninger teste muligheder og idéer hos deltagerne.

Efter drøftelser i Advisory Boardet bliver konklusioner og idéer sendt videre til Odenses lokale civilsamfund, som kan sikre den lokale oversættelse.

"Det er vores grundtanke, at samskabelse er en vej til at forandre, udfordre og skabe nye indsatser, for det handler ikke om at erstatte den offentlig velfærd, men om at forny dem. Med Advisory Boardet sætter vi viden fra specialister og aktører sammen med borgernes engagement, og det kan blive et stort skridt mod udviklingen af en ny velfærd," siger Jane Jegind.

Deltagerne i Advisory Boardet er direktør i Lokale- og Anlægsfonden og tidligere direktør for ”Orange Innovation”, Roskilde Festival Esben Danielsen - afdelingschef Frivilligafdelingen, Ældresagen Lars Linderholm - formand for Frivilligrådet Vibe Klarup Voetmann - formand for Odense Sportscentrum Claudia Pring - Professor Bjarne Ibsen og medstifter af initativerne ”Borgerlyst” og Medborgerne” Andreas Lloyd.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.375