23948sdkhjf

Udbud af sygehusentreprise må gå om

Anlægsentreprisen ved Universitetssygehus Køge genudbydes på grund af fejl i det første udbudsmateriale
Den første store entreprise på Køge Universitetssygehus skal gå om.

Bygherren har besluttet at genudbyde anlægsentreprisen, en kontrakt til en forventet værdi på cirka en kvart mia. kroner.

I første omgang valgte bygherren at annullere udbuddet, fordi alle fire modtagne tilbud ifølge bygherren ikke var konditionsmæssige. Tanken var herefter at overgå til udbud med forhandling uden ny udbudsbekendtgørelse med de fire entreprenører, som havde givet tilbud.

”Denne fremgangsmåde må vi desværre opgive på grund af uklarheder i udbudsmaterialet. Der er derfor ingen anden løsning end at begynde forfra med et helt nyt udbud”, siger Lene Stevnhoved, projektchef for bygge og anlæg ved sygehusbyggeriet.

Indsigelse fra entreprenører

Det var indsigelser fra to af de bydende, der fik Region Sjælland som bygherre til på ny at gennemgå udbudsmaterialet samt alle de fire tilbud.

”Den fornyede gennemgang blotlagde, at udbudsmaterialet desværre var behæftet med fejl og unøjagtigheder, som dels har medført, at vurderingen af tilbudsgivernes konditionsmæssighed har været baseret på et uklart grundlag, og dels at sammenligningsgrundlaget for tilbudsgivernes samlede pris har været og stadig er uigennemsigtigt og dermed efter Region Sjællands vurdering også i strid med ligebehandlingsprincippet”, siger Lene Stevnhoved.

Hun ønsker ikke at udtale sig om ansvaret for det mangelfulde udbudsmateriale.

Den ny udbudsbekendtgørelse forventes udsendt sidst i denne uge eller senest i næste uge.

Forsinket opstart

Ifølge den oprindelige tidsplan skulle der have været skrevet kontrakt i denne måned med forventet byggestart i april. Denne plan holder ikke længere.

Lene Stevnhoved oplyser, at man bliver forsinket i opstarten og planlægger at flytte rundt på rækkefølgen af visse opgaver. Man regner med at kunne gå i jorden med anlægsentreprisen med et par måneders forsinkelse.

”Forsinkelsen af anlægsentreprisen får imidlertid ingen konsekvens for den samlede tidsplan”, lyder hendes vurdering.

Hospitalet, der bliver Region Sjællands hovedsygehus, skal stå færdig i 2022.

Ved første udbud af anlægsentreprisen prækvalificerede bygherren fem entreprenører; Barslund, Hoffmann, M.J. Eriksson, NCC og Aarsleff. Kun de fire afgav tilbud.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093