Byråd kæmper for akutbil i Haderslev
En akutbil er vigtig for borgernes tryghed i Haderslev Kommune. Samlet byråd i Haderslev står bag høringssvar til Region Syddanmark.
”I løbet af de sidste par år er både sygehus og skadeklinik i Haderslev lukket. Derfor er det vigtigt, at akutbilen fortsat vil være at finde på vejene i kommunen, så borgerne ikke skal vente på en ambulance. Det er så afgørende, at vi bevarer akutbilen, og det fremgår tydeligt af vores høringssvar”, siger borgmester H.P. Geil.
”Hvis man ikke får hurtig hjælp, kan det have store konsekvenser både for den enkelte borger men også for os som kommune. Udover de store menneskelige konsekvenser er det skatteborgerne i kommunen, der skal betale for genoptræning af en borger, der er kommet til skade og fx har fået en hjerneskade, fordi hjælpen ikke er kommet hurtigt nok”, siger borgmester H.P. Geil og tilføjer at ”Disse penge skal findes fra f.eks. børn eller ældre”.
Høringssvaret bliver nu sendt til regionsrådet, og der er også blevet foreslået at lave et borgermøde, hvor politikerne fra regionen vil blive inviteret med.
Ved at nedlægge akutbilerne i Faaborg, Grindsted, Skærbæk og Haderslev kan regionen opnå en nettobesparelse i 2016 på ca. 5,2 millioner kroner.
Regionsrådet træffer endelig beslutning om besparelserne den 25. april 2016.