Messeåbning: Foodexpo i markant fremgang
Over de næste dage samles passionerede fødevare-professionelle fra ind- og udland i MCH Messecenter Herning til den 7. udgave af Nordens største fødevaremesse.
Og de mange udstillere bringer et rekordsættende antal nyheder med sig. Hele 358 nye produkter er tilmeldt Foodexpo News på denne 7. udgave af Nordens største fødevaremesse.
For første gang nogensinde er en hel messehal dedikeret til økologi. Og det var formanden for Økologisk Landsforening naturligvis stolt over og glad for.
"Her i ØKO-hallen glæder vi os til at vise mangfoldigheden af økologiske varer frem. Tak for samarbejdet," sagde Per Kølster fra talerstolen.
I alt byder Foodexpo på seks temaområder: ØKO-hallen, Madspild & Sundhed, Gastronomitorvet, Butikstorvet, WineExpo og HEDE Hotel. De 498 udstillere fordeler sig i otte messehaller.
Mad med respekt
Ved åbningen i ØKO-hallen var også stifteren af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad, Selina Juul, på talerstolen. Hun var begejstret for Foodexpos fokus på madspild blandt andet på temaområdet Madspild & Sundhed.
"Hvis vi respekterer dét, som vi putter i munden og er opmærksomme på at fodre vores maver og ikke vores skraldespande, er vi allerede godt på vej. Lad Foodexpo betegnes som den fødevaremesse i 2016, der fik fokus på mad med respekt," sagde hun i sin tale.
Administrerende direktør for MCH Messecenter Herning, Georg Sørensen, sendte en stor tak til udstillere, samarbejdspartnere og de 14 brancheorganisationer, som bakker op om Foodexpo, i sin åbningstale:
"Foodexpo er med 498 udstillere og opbakning af brancheforeninger og -organisationer et etableret samlingspunkt, hvor fødevarebranchen mødes. Et samarbejde som bliver stærkere og stærkere, fordi sammenholdet er tilstede. Tak for formidabelt samarbejde," sagde han.