23948sdkhjf

Kvinder rammes hårdere af demens

Kvinder har højere risiko for at udvikle demens, de rammes generelt hårdere af sygdommen end mænd, og som pårørende til mennesker med demens, er det overvejende kvinder, der tager omsorgsopgaven på sig.
Omkring to tredjedele af mennesker med demens er kvinder, og i to tredjedele af tilfældene vil en kvinde være den primære omsorgsgiver til et menneske med demens. Det viser et stort internationalt studie foretaget af Alzheimer’s Disease International.

Studiet peger på, at kvinder på alle måder rammes hårdere af demens end mænd, og at de i mange tilfælde udsættes for et urimeligt pres som omsorgsgivere.

Et særligt fokus på kvinder
Konsekvensen er, at kvinder som omsorgsgivere ofte selv bliver syge med stress og anden sygdom, og at kvinder med demens får et hårdere og mere uværdigt sygdomsforløb.
I anledning af Kvindernes internationale kampdag opfordrer Alzheimerforeningen derfor sundhedsmyndighederne til at sætte fokus på kvinder med demens inde på livet:

”Omsorg har traditionelt set været et kvindedomæne - især for den generation, der lige nu primært lever med demens. Derfor er vi som samfund nødt til at blive bedre til at yde en opsøgende og aflastende indsats over for kvinder med demens inde på livet,” lyder det fra Alzheimerforeningens formand, Birgitte Vølund.

Opkald om psykiske udfordringer
På Alzheimerforeningens rådgivningstelefon Demenslinien ses også en klar tendens i forhold til køn. Opkald fra kvindelige pårørende handler i højere grad om de psykologiske aspekter ved en demenssygdom, mens mændene i højere grad ringer ind med praktiske spørgsmål.

”Det er ekstremt krævende at være pårørende til et menneske med demens, og især kvinderne har brug for at vide, hvilken hjælp der er tilgængelig, og forstå, at det at få hjælp ikke er et tegn på svaghed eller utilstrækkelighed, men i stedet er det, der skal til for at skabe det bedste miljø at yde omsorg i,” forklarer Else Hansen, der er rådgiver på Demenslinien.

Manglende viden om kvinder og demens
Det vides ikke præcis, hvorfor kvinder i højere og mere alvorlig grad rammes af demens end mænd.
Flere studier peger dog på, at der kan være nogle fysiologiske årsager – blandt andet i forbindelse med de hormonelle ændringer, som kvinder oplever i overgangsalderen.
Derudover ved man, at kvinder har en øget risiko for depression og er mere sårbare over for stress, hvilket begge dele menes at øge risikoen for demens. Der er altså god grund til at have et særligt fokus på kvinder, når man arbejder på at forebygge og behandle demens.

Der er dog også lyspunkter. For den øgede ligestilling, er med til at nedsætte risikoen for fremtidige generationer af kvinder. Eksempelvis ved man, at højere uddannelse og motion kan være med til at nedsætte risikoen for at få Alzheimers sygdom eller en anden demenssygdom. Og kvinder i dag er generelt set både mere aktive og veluddannede end for 50 år siden.

FAKTA:
• Kvinder har højere risiko for at udvikle demens, og to ud af tre af alle demenspatienter er kvinder.
• Samtidig vil en kvinde være den primære omsorgsgiver i to ud af tre demensforløb.
• Kvindelige pårørende til demenspatienter rapporterer generelt om højere stressniveau og symptomer på depression sammenlignet med mænd.
Kilde: ADI http://www.alz.co.uk/women-and-dementia

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.251