23948sdkhjf

ELFORSK: Energieffektivt lys gavner sundheden

Ikke mindst for mange ældre mennesker og for psykisk syge kan den rette belysning gøre en stor forskel. 19 projekter har netop modtaget støtte fra Dansk Energis ELFORSK-program.
Aktivt brug af dagslys og LED-lyskilder på f.eks. sygehuse, boliger og arbejdspladser gavner sundheden samtidig med, at samfundet effektiviserer sit energiforbrug. Sådan lyder filosofien bag en række forsknings- og udviklingsprojekter, der netop har fået støtte fra Dansk Energis ELFORSK-program.

"Kommunerne og regionerne er OBS! på livskvaliteten for borgerne, og sundhedsaspektet er rigtig meget in i øjeblikket. Ikke mindst for mange ældre mennesker og for psykisk syge kan den rette belysning gøre en stor forskel. Ofte vil netop dén belysning være uhyre energieffektiv, så vi ser gode muligheder for at bruge sundhed som en løftestang for energibesparelser og sparede driftsudgifter," siger forskningskoordinator Jørn Borup Jensen fra Dansk Energi.

For ældre mennesker trænger lys ikke så let gennem nethinden som for unge, så energieffektive og sundhedsfremmende løsninger kan - påpeger Jørn Borup Jensen - få markant betydning for økonomien i plejesektoren overalt i verden. Her kan et projekt i Albertslund Kommune inspirere til smart LED-belysning i plejeboliger. ELFORSK har bevilget knap 1,5 mio. kr. til at analysere konsekvenser for sundhed og adfærd af intelligent lysstyring i et nyt sundhedshus. Med i projektet er også DOLL Lab/Gate 21, Aalborg Universitet København, Zumtobel Group, Thorn Lighting og Klinisk Forskningscenter på Hvidovre Hospital.

LED-belysning

Et nyt projekt med Psykiatrisk Center København, DTU Fotonik og Aarhus-virksomheden Chromaviso skal undersøge, om patienter med depression får kortere indlæggelse, mindre medicinforbrug og hurtigere bedring med døgnrytmelys fremfor almindeligt lys.

"Et tidligere projekt har vist, at patienter på nordvestvendte sengestuer med begrænset sollys var længere indlagt end patienter med sol ind fra sydøst. Spørgsmålet er derfor, om ikke der kan være mere sundhed og lavere energiregninger forbundet med at udnytte LED-belysning aktivt, lyder det fra Jørn Borup Jensen, der påpeger, at LED-lys kan variere i farver og intensitet – og dermed efterligne naturligt lys til gavn for menneskers døgnrytme.

ELFORSK har i år bevilget 21 mio. kr. til 19 projekter. De 86 aktører bidrager selv med betydelige beløb, så samlet vil der blive forsket og udviklet for 36,5 mio. kr.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094