Pakker på vej til hospitaler
Implementeringspakker skal gøre det nemmere at inddrage patienterne. Pakkerne bliver tilgængelige for alle hospitaler og kommunale sundhedstilbud i 2017.
En undersøgelse blandt 1.500 læger og sygeplejersker fra 2015 viser, at de sundhedsprofessionelle gerne vil inddrage patienterne – men de mangler viden om metoder og redskaber til at gøre det. Med den nye bevilling fra TrygFonden bliver de bedste danske erfaringer samlet i implementeringspakker, der netop skal imødekomme de sundhedsprofessionelles efterspørgsel på viden.
"I TrygFonden har vi et klart mål om at gøre patienters møde med sundhedsvæsenet mere sikkert og trygt. Med bevillingen tager vi et afgørende skridt, så vi frem for at tale om patientinddragelse som en god idé i stedet taler om, hvordan man gør det i praksis og hvilke positive og konkrete resultater det kan skabe for patienter såvel som personale," siger programchef i TrygFonden Mette Meldgaard, der håber, at man med pakkerne for alvor får udbredt kvalificerede metoder til at inddrage patienter og deres pårørende i Danmark.
Pakkerne indeholder anbefalinger og metodevejledninger, som skal klæde de sundhedsprofessionelle på til at inddrage patienterne aktivt i beslutninger om behandling og i tilrettelæggelsen af patientforløbet. Pakkerne er blevet til på baggrund af storskalaprojektet Det Brugerinddragende Hospital, som begyndte i 2014. De bliver tilgængelige for alle hospitaler og kommunale sundhedstilbud i 2017.