Sygeplejersker oplæres i brug af ultralyd
Lige nu er 30 sygeplejersker fra Regionshospitalet Herning under oplæring i, hvordan de ved hjælp af en ultralydsskanner kan finde det optimale sted på patientens arm, hvor droppet kan lægges.
Hidtil har personalet i akutmodtagelserne primært lagt drop på traditionel vis. I de tilfælde, hvor anlæggelsen er mislykket eller hvor det ikke har været muligt at ramme en synlig blodåre – eksempelvis fordi årerne lå skjult eller fordi patienten havde dannet arvæv efter mange stik – er der tilkaldt en anæstesisygeplejerske. Hvis det heller ikke er lykkedes for anæstesisygeplejersken, er den vagthavende anæstesilæge blevet tilkaldt.
Brugen af ultralydsskannere til at anlægge drop er en forholdsvis ny metode, fortæller Jesper Weile, reservelæge og ph.d-studerende Jesper Weile fra Akutafdelingen på Regionshospitalet Herning
"Den har vist sig at være hurtigere og med færre komplikationer, end hvis der ikke anvendes ultralyd. Samtidig viser erfaringerne, at patienterne bliver stukket færre gange, når droppet lægges ved hjælp af en ultralydsskanner, end når sygeplejersken selv skal finde det rigtige sted at stikke," forklarer han.
Et kvalitetsløft
I første omgang er 30 sygeplejersker fra Akutafdelingen og Anæstesiologisk Afdeling under oplæring i, hvordan de ved hjælp af en ultralydsskanner kan finde det optimale sted på patientens arm, hvor droppet kan lægges. Senere er det tanken, at endnu flere skal oplæres i samme teknik.
"Ultralyd har tidligere været et redskab, som den vagthavende anæstesilæge kunne benytte. Ved at uddanne sygeplejerskerne muliggør vi, at det bedste redskab ikke længere bliver den sidste løsning. Det er en simpel ting, som er med til at give behandlingen et kvalitetsløft, og i sidste ende kan det have en enorm betydning for den enkelte patient," siger Jesper Weile.
Uddannelsen af sygeplejerskerne fra Akutafdelingen og Anæstesiologisk Afdeling på Regionshospitalet Herning i Hospitalsenheden Vest finder sted i et forskningssamarbejde med Center for Clinical Ultrasound på Aarhus Universitet. De nævnte afdelinger gennemfører herudover en række forskningsprojekter, der skal afklare, hvordan uddannelsen af sygeplejersker i at lægge drop med hjælp af ultralydsskanner gennemføres bedst muligt.