Nu har Sønderborg Sygehus 38 adresser
Bedre adresser giver færre fejl, lyder det fra Sønderborg Kommune.
Det er Sønderborg Kommune, der har ansvaret for at adresserne i kommunen er præcise og dækkende. Det er en større oprydning, der er i gang i disse år. Adresseprogrammet er sat i gang af Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter i samarbejde med bl.a. KL, Geodatastyrelsen og Digitaliseringsstyrelsen.
"Det er en meget vigtig opgave, som adressemedarbejderne er i gang med, og der er mange gevinster ved mere præcise og dækkende adresser. Det vil give færre fejl, når brand, politi og ambulance rykker ud. Det vil også være med til at skabe et fælles grundlag for en effektiv, digital forvaltning, for eksempel ved udvikling af nye digitale selvbetjeningsløsninger," siger Frode Sørensen, formand for udvalget for teknik og miljø i Sønderborg Kommune.