Amerikanske it-giganter vil lære af Aalborgs erfaringer
Seminar om sundheds-it i dag i København.
Ældre- og Handicapforvaltningen står på tærsklen til et helt nyt projekt inden for telemedicin. I samarbejde med it-virksomheden FocusCura skal forvaltningen udvikle nye it-løsninger, som blandt andet omfatter videokommunikation mellem borgere og sundhedspersoner. Projektet skal i første fase udvikle løsninger inden for:
- Rehabilitering: Opfølgning på genoptræningsforløb på Rehabiliteringscenter Aalborg.
- Triagering: En metode til at opspore og behandle tidlige tegn på begyndende sygdom og derved afværge sygdomsudbrud.
- Selvmonitorering: Overvågning af kroniske sygdomme med kontakt til sundhedspersoner efter behov i stedet for rutinemæssige kontroller.
"Det er et helt utrolig spændende projekt, vi skal i gang med. FokusCura har bedt os om at teste og medvirke til at udvikle deres sundheds-it, fordi Aalborg Kommune er allerlængst fremme i verden inden for anvendelse af it på sundhedsområdet. Det er også derfor, at de amerikanske it-giganter Apple, Cisco og IBM er interesserede i at høre om og bygge videre på netop vores erfaringer," fortæller rådmand Thomas Krarup fra Ældre- og Handicapforvaltningen.