Spisefællesskaber i Sorø
Sorøs andel af ældremilliarden går især til at styrke de ældres livskvalitet gennem bl.a. etablering af spisefællesskaber, øget samspil med civilsamfundet samt dagcentertilbud for sårbare ensomme ældre.
De fleste penge går til at styrke de ældres livskvalitet gennem bl.a. etablering af spisefællesskaber, øget samspil med civilsamfundet samt dagcentertilbud for sårbare ensomme ældre. Herudover styrkes kvaliteten og tværfagligheden i ældreplejen gennem bl.a. tværfaglig efteruddannelse.
"Det glæder mig rigtig meget, at vi nu har mulighed for at sætte nogle ting i værk til glæde for de ældre og deres pårørende. Spisefællesskaber er noget, vi har gode erfaringer med, og som nu kan udvikles til gavn for endnu flere ældre. Jeg er også meget glad for, at vi slap for at skulle lukke det nystartede aflastningstilbud for demente. Det er et godt tilbud, som gør en stor forskel, ikke mindst for de pårørende, som i forvejen er hårdt pressede," siger formand for social- og sundhedsudvalget, Lars Schmidt.
Også den faglige indsats og det tværfaglige samarbejde i ældreplejen vil blive styrket.
"Der stilles rigtig store krav til medarbejderne i ældreplejen i dag, ikke mindst fordi sygehusindlæggelserne bliver kortere og kortere, så man som kommunal medarbejder ofte står og skal tage vare på borgere med ret komplekse problematikker. Derfor er det helt afgørende, at medarbejderne får mulighed for kompetenceudvikling, ligesom vi sætter endnu mere fokus på tværfaglighed," siger Lars Schmidt.