23948sdkhjf

Samarbejde med sygeplejersker mindsker spildtid

Sygeplejersker og håndkirurger på Ortopædkirurgisk Afdeling og Dagkirurgisk Afsnit i Holstebro er gode til at planlægge arbejdet og opgaverne i fællesskab.
Takket være smartere arbejdsgange kan flere håndpatienter i Hospitalsenheden Vest blive undersøgt og opereret samme dag. Det viser et nyt ph.d.-projekt ved Universitetsklinik for Hånd-, Hofte- og Knækirurgi i Holstebro.

Tilbuddet om de hurtigere håndoperationer startede som et forsøg i forbindelse med et ph.d.-projekt ved Universitetsklinik for Hånd-, Hofte- og Knækirurgi i Hospitalsenheden Vest og Aarhus Universitet i 2013. Formålet var at undersøge, om personalet kunne nedsætte tidsforbruget og optimere arbejdsgange uden at gå på kompromis med kvalitet og patienttilfredshed i behandlingen.

Undersøgelsen viser, at det kan lade sig gøre at reducere tidsforbruget for både patienter og personale samtidig med, at kvaliteten bevares. Desuden er patienterne meget glade for at kunne blive undersøgt og opereret samme dag, fortæller projektkoordinator, ph.d., Anke de Beijer.

Det er lykkedes at gøre arbejdsgangene fra forsøget til et fast tilbud, fordi håndkirurger og sygeplejersker på Ortopædkirurgisk Afdeling og Dagkirurgisk Afsnit i Holstebro er gode til at planlægge arbejdet og opgaverne i fællesskab, forklarer han.

Det betyder for eksempel, at det nøjagtige antal bedøvelsessprøjter, der skal bruges på operationsdagen, på forhånd er gjort klar. Instrumentbakken, operationslejet, selv affaldsposerne på operationsstuen, indretter personalet med det formål at spare sekunder og minutter. For at spare tid med opstillingen opererer man på samme side hele dagen – eksempelvis kun patienter, der skal opereres i højre hånd.

Viden og kompetencer

Afdelingssygeplejerske Kirsten Sørensen på Dagkirurgisk Afsnit fortæller, at personalet på begge afdelinger har været meget fokuserede på at samarbejde med det formål at undgå spildtid.

"Vi er blevet meget bedre til at bruge hinandens viden og kompetencer på tværs af afdelinger og faggrupper. Sygeplejerskerne fører ofte selv konsultationer i ambulatoriet på de patienter, der skal til rutinetjek, og de administrative opgaver er fordelt ud på flere hænder. Det betyder, at vi nemmere kan være fleksible, enten når der er travlt, eller når en patient har behov for det," siger hun.

I løbet af ph.d.-projektet er Ortopædkirurgisk Afdeling og Dagkirurgisk Afsnit på Regionshospitalet Holstebro lykkedes med, at:

• Reducere tidsforbruget med 57 procent.
• Spare patienterne for unødig tid ved at gå fra to til ét hospitalsbesøg.
• Næsten en fordobling fra 6 til mellem 11 og 12 patienter, der diagnosticeres og behandles på dagene med de nye patientforløb.

Tilbuddet gælder foreløbig til patienter, som enten lider af "karpaltunnelsyndrom – nerveindeklemning ved håndleddet" eller "springfinger". Konceptet kan med fordel komme andre patienter til gode, og tænkes derfor udbredt til flere diagnoser i fremtiden.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094