Ny undersøgelse: Større tilfredshed med privat velfærd
Dansk Erhverv mener, at der er brug for at få rusket op på visse velfærdsområder i den offentlige sektor, hvor man er tilbageholdende med at samarbejde med det private erhvervsliv.
”Der er en overvældende opbakning til den mangfoldighed og kvalitet som private og selvejende virksomheder står for. Det er positivt, at borgerne især træffer et aktivt tilvalg på baggrund af kvalitet. Det vidner om, at de private gør det helt rigtige, nemlig at lade borgeren tilfredshed være et konkurrenceparameter, for eksempel ved at bestræbe sig på, at den ældre ser det samme ansigt, hver gang hjemmehjælpen kører ud,” siger velfærdspolitisk fagchef Rasmus Lindblom Larsen.
Mere frit valg
Den offentlige sektor er under pres disse år, og forventningerne stiger, samtidig med at flere danskere får brug for sektorens ydelser, fortæller Dansk Erhver. Derfor er der brug for en moderniseringen af den offentlige sektor, blandt andet ved at danskerne får frit valg til at vælge mellem offentlige og private velfærdstilbud, mener erhvervsorganisationen.
”Vi ser et styrket frit valg til borgerne som en af de vigtigste veje til at modernisere og udvikle offentligt finansierede velfærdstilbud. Genoptræning, rehabilitering og sygepleje er oplagte steder at give borgeren et frit valg. Det har de ikke i dag,” siger Rasmus Lindblom Larsen.
Dansk Erhverv mener, at der er brug for at få rusket op på visse velfærdsområder i den offentlige sektor, hvor man er tilbageholdende med at samarbejde med det private erhvervsliv. Derfor skal der indføres måltal for konkurrenceudsættelse, samtidig med at kommunerne skal invitere private og selvejende ind for at hjælpe med at modernisere den offentlige sektor.
”Vi skal give borgeren mere at vælge imellem. Konkurrence er en stærk motor til at forny den offentlige velfærd,” siger Rasmus Lindblom Larsen.