23948sdkhjf

Rekordordre på supersygehus

En ordre på 5.000 integrerede persiennesystemer til det nye supersygehus i Gødstrup sætter ekstra skub i udviklingen hos både leverandør og entreprenør.
ScreenLine Nordic forhandler persiennesystemer fra italienske Pellini, der er udviklet specielt til indbygning i tre-lags termovinduer.

Produktet har været på markedet i adskillige år, men det er først de seneste år, at løsningerne har fundet fodfæste på det danske marked.

Med en rekordstor ordre til det nye supersygehus i Gødstrup på hele 5.000 persienner, forventer direktør i ScreenLine Nordic, Mads Falden, at markedet for alvor vil få øjnene op for det italiensk udviklede persiennesystem:

"En ordre af dette omfang til et højt profileret projekt som supersygehuset i Gødstrup gør en kæmpe forskel for os. Det er fantastisk at opleve, at flere års dialog med arkitekter og ingeniører på projektet endelig bærer frugt, og vi håber, at det vil skabe grobund for mange nye muligheder, udvikling og vækst," siger han.

Til trods for at persiennesystemerne produceres i Italien, kan ordren også komme til at betyde øget aktivitet i Danmark. ’Plug-and-play’-tavlerne til motorstyringen af persiennerne producerer ScreenLine Nordic nemlig i Sæby.

"Motorstyring til persiennerne er et tilkøb og ikke en integreret del af løsningen. Derfor er det ikke altid ScreenLine Nordic, der får lov at levere denne del af løsningen. Det er imidlertid vores mål, at vi også skal levere motorstyring til sygehuset i Gødstrup, og hvis denne ordre kommer i hus, vil det helt klart betyde øget travlhed," siger Mads Falden.

Som facadeentreprenør på DNV-Gødstrup er det Eiler Thomsen Alufacader, der har entreret med ScreenLine Nordic.

"En ordre i denne størrelsesorden er en yderst kompleks sag med mange interessenter og lange beslutningsveje. For vores virksomhed er supersygehuset i Gødstrup det absolut største projekt i vores portefølje, og vi er glade for at have fået så stor en ordre i hus i vores lokalområde. Det betyder øget beskæftigelse både på vores fabrik og på selve byggepladsen," fortæller entreprisechef Tommy Krogh Larsen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094