23948sdkhjf

Regioner: Mere personale vil dæmme op for vold mod sygehusansatte

Det er bekymrende, at ansatte bliver udsat for vold på landets sygehuse, mener Danske Regioner.
Hvis der var flere læger og sygeplejersker på landets sygehuse, vil det afhjælpe den stigende vold, som mange af dem oplever.

På den måde vil de bedre kunne tale de patienter til ro, som kunne finde på at give lægen en knytnæve i stedet for at gå i dialog.

Det mener Ulla Astman (S), formand for Danske Regioners sundhedsudvalg, som kalder på mere personale, efter at en undersøgelse fra Yngre Læger viser, at stadig flere læger oplever voldelige episoder, når de er på arbejde.

"Det bekymrer mig meget, at der er så mange offentligt ansatte, der bliver udsat for vold og trusler. Det er ikke i orden, at mennesker, der har til opgave at passe på andre, bliver truet og i værste fald slået. Det har vi nul tolerance over for."

"Vi skal fundet en løsning på det og have fat i de nationale politikere. Hvis vi skal have nogle reelle løsninger, kræver det mere personale," siger formanden.

Næsten 45 procent af de knap 3000 læger, der har deltaget i Yngre Lægers undersøgelse, svarer, at de inden for de seneste fem år har været udsat for vold og/eller trusler. Ti procent af dem har oplevet vold.

Foreningen kalder på bedre sikkerhed på sygehusene for at komme problemet til livs. Det kan blandt andet være ved at sikre, at læger ikke går alene ind til bestemte patienter, men også at rum er indrettet mere sikkert.

Ifølge Ulla Astman skal det dog ikke være sådan, at der skal flere sikkerhedsfolk til på landets sygehuse, men hun er åben over for ideer.

"Vi må se på, hvordan vi højner sikkerheden. Og det handler blandt andet om mere personale, som kan håndtere de situationer."

"Og så skal ledelsen på sygehusene og politikerne prioritere sikkerheden og arbejde med antivoldpolitik på arbejdspladserne. Også så man ved, hvad der skal gøres over for det personale, som har oplevet vold," siger Ulla Astman.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Læs mere om: vold
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094