23948sdkhjf

Sundhedsstyrelsen: Det skal demensplanen handle om

”Det er helt afgørende, at mennesker, der udvikler en demenssygdom, kan opnå en så høj livskvalitet som muligt. Det er det overordnede mål, vi har haft for øje i Sundhedsstyrelsen, når vi har udarbejdet det faglige bidrag til den nationale demenshandlingsplan.”

Sådan siger enhedschef Mads Biering La Cour fra Sundhedsstyrelsen om styrelsens faglige oplæg, der netop er udgivet idag. Oplægget er styrelsens bidrag til den kommende nationale demenshandleplan.

Omkring 35.000 danskere har fået stillet diagnosen demens, mens mange flere lider af en demenssygdom, uden at de har fået stillet diagnosen. I oplægget er der fokus på, hvordan der kan skabes sammenhængende forløb for mennesker med demens og deres pårørende, der tager udgangspunkt i den enkeltes behov og værdier.

Oplægget indeholder i alt 17 anbefalinger til at styrke kvaliteten i demensindsatsen og forberede livskvaliteten hos mennesket med demens og de pårørende.

En af de nye anbefalinger handler om bedre udredning af demens:
”Udredning, hvor man får en specifik demensdiagnose, er afgørende for, at mennesker med demens og deres pårørende i god tid kan forholde sig til og indrette sig på livet med demens, og at der hurtigt kan sættes ind med den rette behandling, støtte og rådgivning. Et af vores forslag for at støtte en høj og ensartet kvalitet er derfor at samle demensudredningen på et mindre antal tværfaglige udrednings- og behandlingsenheder på landets sygehuse. Vi foreslår også, at disse enheder skal have en udgående funktion, så udredningen i givet fald kan ske i patientens eget hjem” siger Mads Biering La Cour.

En anden væsentlig anbefaling i det faglige oplæg er at gennemføre et kompetenceløft i kommuner, regioner og almen praksis.

”For at komme i mål med de initiativer, der samlet skal styrke livskvaliteten for borgeren med demens, er det helt afgørende, at vi også styrker kompetencerne hos de medarbejdere, der har regelmæssig kontakt med mennesker med demens, f.eks. på landets plejecentre, i hjemmeplejen m.v. Det er derfor også en væsentlig anbefaling i det faglige oplæg,” understreger Mads Biering La Cour.

I anbefalingerne stilles derudover blandt andet forslag om, at der bliver oprettet rådgivnings- og aktivitetscentre for mennesker med demens og pårørende, et øget fokus på udbuddet og kvaliteten i dag- og aflastningstilbud og styrket forskning i demens.

”Vi håber, at vi med oplægget kan være med til at styrke kvaliteten i den landsdækkende indsats, så det kommer mennesker med demens og deres pårørende til gavn,” siger Mads Biering La Cour.


Syv overskrifter for det faglige oplæg


Kvalitet i opsporing, udredning og behandling.
Kvalitet i psykosociale indsatser, rehabilitering, pleje og omsorg
Støtte til mennesker med demens og pårørende
Demensvenligt samfund og boliger
Sammenhængende forløb og organisering
Styrkede kompetencer
Styrket data og forskning



Bredt samarbejde om det faglige oplæg
En lang række centrale parter inden for demensområdet i Danmark har været inddraget i Sundhedsstyrelsens arbejde med at udarbejde det faglige oplæg. De har dels bidraget til arbejdet via en referencegruppe, der har haft til opgave at rådgive Sundhedsstyrelsen, dels via arbejdsgrupper, der har fokuseret på udvalgte centrale emner inden for området.
Det faglige oplæg skal sammen med Sundheds- og Ældreministeriets øvrige initiativer på demensområdet danne baggrunden for den nationale demenshandlingsplan 2025.

Kilde: https://sundhedsstyrelsen.dk/da/nyheder/...

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093