NAVNE: Forskningen i neurofysioterapi får et løft
Fysioterapeut Iris Brunner er ny lektor på Hammel Neurocenter.
Lektoratet er oprettet i et samarbejde mellem HE Midt/Hammel Neurocenter, Aarhus Universitet, Aarhus Kommune, VIA University College og Danske Fysioterapeuter og udspringer af et fælles ønske om at give forskningen i neurofysioterapi et løft.
Tværfagligt forskningsmiljø
Iris Brunner har haft et løbende forskningssamarbejde med Hammel Neurocenter og har ad den vej fået et forhåndskendskab til centrets forskningsmiljø.
"Denne stilling er en utrolig spændende mulighed for at forske inden for neurorehabilitering. Jeg finder stillingen særlig tiltrækkende på grund af det veletablerede tværfaglige forskningsmiljø, som dækker et bredt spekter af kvantitativ og kvalitativ forskning. Særdeles positiv er også Hammel Neurocenters interesse og åbenhed i forhold til at bruge nye teknologier – noget, jeg finder særdeles spændende. Stillingen indebærer også et tæt samarbejde med det kommunale sundhedsvæsen og giver mulighed for at inkludere det vigtige langtidsperspektiv. Jeg ser frem til et inspirerende samarbejde med forskningsgruppen og engagerede klinikere på alle niveauer," siger hun.
Iris Brunner kommer fra Norge, hvor hun har været ansat på universitetet i Bergen og på Haukeland Universitetshospital. Hun er født og opvokset i Tyskland, hvor hun blev uddannet som fysioterapeut i 1991. Siden 1999 har hun været bosat i Norge. Hun blev ph.d. ved universitetet i Bergen i 2012.