23948sdkhjf

NAVNE: Sygeplejerske bliver forskningschef

Lene Bastrup Jørgensen skal samle de mange tråde på Hospitalsenhed Midts forskningsområde.
Hospitalsenhed Midt har fået ny forskningschef.

Lene Bastrup Jørgensen er i dag ansat ved Aarhus Universitets Institut for Klinisk Medicin som forskningslektor og leder af den tværfaglige forskningsenhed ved Center for Planlagt Kirurgi på Regionshospitalet Silkeborg. Nu udvider hun sit ansvarsområde og bliver forskningschef for hele Hospitalsenhed Midt.

Hun er oprindelig uddannet som sygeplejerske. Hun har den akademiske kandidatgrad i sygepleje (cand.cur.) og er ph.d. fra Health, Aarhus Universitet. Her har hun også gennemgået kursus i forskningsledelse og i almen universitetspædagogik. Hun er medlem af Hospitalsenhed Midts forskningsråd og har været pennefører på den seneste forskningsstrategi.

Nu ser hun frem til de nye udfordringer som forskningschef.

"Forskningen på Hospitalsenhed Midt knytter sig tæt til den kliniske hverdag. Mange faggrupper og specialer byder ind i forskningsarbejdet med deres ekspertise og særkende. Netop forskelligheden ser jeg som en styrke, og som forskningschef vil jeg satse på at bringe denne forskellighed i spil for at øge sammenhængskraften og skabe synergi i forskningsarbejdet - på tværs af hospitaler, fag og sektorer," siger den nyudnævnte forskningschef.

Nøgleposition

Hospitalsenhed Midts hospitaler i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive har lang tradition for at udføre sundhedsvidenskabelig forskning på internationalt niveau. Stort set alle afdelinger, centre, specialer og sundhedsfaglige personalegrupper tager del i forskningen - ofte i samarbejde med forskere i andre grene af sundhedsvæsenet og i udlandet. Som forskningschef får Lene Bastrup Jørgensen til opgave at understøtte og koordinere forskningsområdet på hele Hospitalsenhed Midt og arbejde for et sammenhængende, aktivt og attraktivt forskningsmiljø. Hun skal yde forskningsstrategisk rådgivning til hospitalsenhedens ledelseslag og være bindeled mellem hospitalsledelsen og de forskningsansvarlige på hospitalsenhedens afdelinger og centre.

"Klinisk forskning har stor strategisk betydning for Hospitalsenhed Midt. I Lene Bastrup Jørgensen har vi fundet en forskningschef med en særdeles solid akademisk og forskningsmæssig baggrund. I sit nuværende job har hun bevist, at hun har godt greb om tværfaglig forskningsledelse. Hun tænker i helheder og høster anerkendelse for sine evner til at bane nye veje i et dynamisk og stærkt samarbejde på tværs af fag og sektorer. Alt sammen egenskaber, der er vigtige for den nøgleposition, hun nu får som forskningschef – og som kommer Hospitalsenhed Midts mange forskningsmiljøer og -samarbejdsflader til gode," siger Hospitalsenhed Midts sygeplejefaglige direktør, Tove Kristensen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.09