23948sdkhjf

Stort skulderklap til hjemmeplejen

Over 80 procent af de borgere, der får hjemmehjælp, er tilfredse eller meget tilfredse med indsatsen fra personalet, viser en ny undersøgelse.
Hjemmehjælpere og plejepersonale er venlige og omsorgsfulde, og de viser respekt i de hjem, hvor de hjælper.

Det mener størstedelen af de ældre og unge borgere, der modtager hjælpen, ifølge en ny undersøgelse. Undersøgelsen af brugernes tilfredshed med velfærdsydelser er foretaget for Social- og Indenrigsministeriet.

Alt i alt svarer 81 procent af brugerne i undersøgelsen, at de er tilfredse eller meget tilfredse med hjemmehjælpen. Det svarer nogenlunde til det billede i de tidligere undersøgelser fra 2012 og 2014.

Den samlede gennemsnitlige tilfredshed er på 4,1 på en skala fra et til fem. Generelt viser det sig også, at borgerne er gladere for den personlige pleje end den praktiske hjælp.

”Undersøgelsen viser, at cirka 8 ud af 10 samlet set er tilfredse med hjemmehjælpen. Det er et pænt resultat, og jeg hæfter mig blandt andet ved, at medarbejderne opleves som venlige og omsorgsfulde. Det er vigtigt for borgerne, fordi det giver tryghed, og det er også et stort skulderklap til personalet i hjemmeplejen, der hver dag gør en stor indsats," siger Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde.

Thomas Adelskov, formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg, glæder sig over den høje tilfredshed blandt hjemmehjælpsmodtagerne:

”Det vil selvfølgelig altid være et vigtigt succesparameter for kommunerne, at de mennesker, som modtager vores serviceydelser, er godt tilfredse med ydelsen. Derfor er det meget tilfredsstillende for os, at den generelle tilfredshed ligger højt, samtidig med at tilfredsheden også er ganske høj på hvert enkelt parameter. Det matcher meget godt med det billede, vi selv har fra hverdagen. Og jeg vil gerne give medarbejderne i hjemmeplejen et stort klap på skuldrene for den store indsats, de yder i dagligdagen

Undersøgelsen er foretaget via spørgeskemaer til en stikprøve af personer, som modtager hjemmepleje. Spørgeskemaet er besvaret af 1.700 personer fordelt over hele landet. Resultaterne og rapporten om undersøgelsen ligger også på www.tilfredshedsportalen.dk .
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.074