23948sdkhjf

Nyt fælles sundhedshus i Fredericia

Det nye sundhedshus bliver en fælles ramme for regionens og kommunens mange sundhedstilbud.
Region Syddanmark og Fredericia Kommune går nu sammen om at etablere et nyt fælles sundhedshus i Fredericia, som skal skabe et stort udbud af sundhedsydelser tæt på borgerne.

Fredericias borgmester Jacob Bjerregaard (S) glæder sig over aftalen.

"Jeg fornemmer et klart politisk og folkeligt mandat bag aftalen. Det betyder rigtig meget for mig, at vi sikrer så meget sundhed som muligt tæt på borgeren. Jeg har været stærkt optaget af, at vi kan have et hus, hvor vi har en lang række sundhedstilbud med alt fra varmtvandsbassin til vagtlæge og jordemoderkonsultation. Samtidig står vi bedre rustet til at tackle de sundhedsmæssige udfordringer, vi som kommune står med," siger han.

Fredericia Kommune ønsker at samle en række kommunale sundhedstilbud i sundhedshuset.

Nye samarbejdsmetoder

Kommunen køber sygehuset og hele grunden for 23 mio. kr. Og regionen og kommunen samler i det nye sundhedshus en række sundhedstilbud, der sammen med private sundhedsaktører skal sikre fredericianerne gode lokale sundhedstilbud.

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) er glad for, at rammerne for en aftale tegner sig:

"Vi har i nogen tid snakket med Fredericia Kommune om at etablere et stærkt fælles, lokalt sundhedshus. Det er oplagt, at sundhedshuset får til huse i sygehusets bygninger. De ligger centralt i byen, og de egner sig godt til at rumme de opgaver, som et sundhedshus skal indeholde. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu er nået til enighed om vilkårene for en handel og rammerne for en aftale om et fælles sundhedshus. Jeg håber, at de endelige aftaleudkast kan finde bred opbakning i regionsråd og kommunalbestyrelse," siger hun.

Det nye fælles sundhedshus kommer til at indeholde en række regionale opgaver, for eksempel vagtlæger, jordemoderkonsultation, patientskoler og brystkræftscreening. Der er desuden en tæt dialog mellem Region Syddanmark og Fredericia Kommune om muligheden for at oprette øvrige regionale tilbud i sundhedshuset, såsom blodprøvetagning, og om muligheden for at afprøve nye samarbejdsmetoder for at sikre effektive og sammenhængende forløb for borgerne.

Det er også planen, at både regionens og kommunens socialpsykiatriske aktiviteter i byen rykker ind i sundhedshuset. Desuden er der enighed om at arbejde for at få praktiserende læger og andre private sundhedsaktører til at flytte ind i sundhedshuset.

Regionsrådet har tidligere besluttet, at sygehusopgaverne fra sygehuset i Fredericia skulle rykke til sygehusene i Kolding og Vejle. Flytningen forventes afsluttet inden årsskiftet.

Aftalen skal nu politisk behandles i regionsråd og kommunalbestyrelse.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063